Vietnamkrigen
Den kolde krigs slagmark
Af historiker Niels Bjerre-Poulsen.
I mere end 30 år var der krig i Vietnam. Det var på en gang en borgerkrig, en uafhængighedskrig,
og med tiden også en ideologisk kampplads, hvor verdens supermagter støttede hver deres part. Det var en krig, der i tre årtier satte den internationale orden på en alvorlig prøve;
en krig, som først Frankrig, og siden USA måtte trække sig ud af med nederlag.
Vietnamkrigen kostede i årene 1946-1975 knap 3 millioner vietnamesere livet, ødelagde 60 procent af alle landsbyer i Sydvietnam og skabte omkring 10 millioner flygtninge; en krig som bredte sig til de ellers neutrale nabolande Laos og Cambodia, og også fik katastrofale konsekvenser dér. Det var en krig, hvor års omfattende og vedvarende amerikanske bombninger fik alvorlige og langvarige miljømæssige konsekvenser; en krig, der først kostede omkring 55.000 franske soldater og siden 58.000 amerikanske soldater livet, og som særligt i USA skabte voldsom splittelse. Vietnamkrigen blev en katalysator for ungdomsoprør, politisk vækkelse og kulturelle omvæltninger, og den satte sig dybe sår i den nationale selvforståelse.
Fransk Indokina
Man kan med en vis ret tale om, at det, man omtaler som Vietnamkrigen, var flere krige, som afløste hinanden, men den røde tråd gennem dem alle var ønsket om at skabe en samlet nation. Det havde Vietnam faktisk været, inden Frankrig i
årene 1862-1899 underlagde sig både det og nabolandene Laos og Cambodja og omdøbte hele området til “Fransk Indokina”.
Fra begyndelsen af 1900-tallet opstod der patriotiske selskaber og revolutionære grupper, der gjorde oprør mod den franske kolonimagt. Nogle af dem fik støtte fra nationalisterne i Kina; andre fra kommunisterne i Sovjetunionen. Under Anden Verdenskrig antog modstandskampen i Vietnam en ny form, da Nazi-Tysklands allierede Japan også invaderede landet, så der nu reelt var to besættelsesmagter. En ny modstandsbevægelse, Viet Minh, førte an i modstanden mod begge besættelsesmagter. Formelt var der tale om en politisk koalition, men de ledende kræfter og bevægelsens leder Ho Chi Minh kom fra kommunistpartiet. I krigens sidste år samarbejdede Viet Minh med den amerikanske efterretningstjeneste OSS. Deres håb var, at USA efter krigen ville støtte vietnamesisk selvstændighed.
Da Japan 2. september 1945 underskrev en betingelsesløs kapitulation, og dermed afsluttede 2. verdenskrig, udråbte Ho Chi Minh samme dag i Hanoi Den Demokratiske Republik Vietnam. Under ceremonien var han omgivet af amerikanske officerer fra OSS. I den verdensorden, der opstod efter krigens afslutning, havnede Viet Minh og USA imidlertid på hver sin side i den globale kamp, der blev kendt som “Den Kolde Krig”.
Mens Viet Minh havde magten i den nordlige del af Vietnam, vendte franskmændene tilbage og genvandt magten i den sydlige del. Det stod hurtigt klart, at begge parter rustede sig til en kamp om herredømmet i hele Vietnam, og 19. december 1946 brød Indokinakrigen ud. Amerikanerne var i de første år betænkelige ved at blive slået i hartkorn med en europæisk kolonimagt, men efterhånden som krigen i Washington blev betragtet som et led i et globalt opgør med verdenskommunismen, så man i stigende grad økonomisk støtte til Frankrig som den mindst dårlige løsning. Støtten blev endnu mere omfattende, da kommunisterne i 1949 vandt magten i Kina og begyndte at yde støtte til Viet Minh.
Nord- og Sydvietnam
Indokinakrigen rasede frem til Frankrigs militære nederlag i Slaget ved Dien Bien Phu, 7. maj 1954. En officiel våbenhvileaftale indgået i Geneve delte midlertidigt Vietnam i to næsten lige store dele ved den 17. breddegrad, og man enedes om, at der efter to år skulle afholdes en folkeafstemning om genforening. Den kom aldrig. USA overtog hurtigt ansvaret for opbygningen af et selvstændigt Sydvietnam. Håbet var, at det kunne tjene som rollemodel for andre kolonier, der i disse år blev selvstændige nationer. Man byggede skoler, sundhedsklinikker og veje, og man trænede og udrustede den sydvietnamesiske hær, ARVN. Amerikanerne betalte for hæren, og omkring 80 procent af Saigon-regeringens øvrige udgifter. Sydvietnam forblev dog i høj grad “et sandslot”, hvor økonomien var helt afhængig af den amerikanske tilstedeværelse.
Kommunistiske partisaner
Imens forsøgte det nye sydvietnamesiske styre at bekæmpe de kommunistiske partisaner, der med støtte fra Hanoi fortsat havde betragtelig opbakning i landet. I 1960 blev partisankrigen yderligere optrappet med dannelsen af Den Nationale Befrielsesfront FNL – bedre kendt som “Viet Cong”. Det sydvietnamesiske styres manglende evne til at svække partisanernes greb om store dele af landet førte amerikanerne stadigt mere direkte ind i konflikten. Da USA’s præsident John F. Kennedy blev myrdet i november 1963 var der omkring 15.000 amerikanske “rådgivere” i Vietnam, men ingen militære fremskridt at spore. Kennedys afløser på præsidentposten Lyndon B. Johnson var fast besluttet på, at han ikke ville se “Sydøstasien gå samme vej som Kina”.
Af frygt for et forestående militært sammenbrud traf han en skæbnesvanger beslutning om at sende amerikanske kamptropper til Sydvietnam. De første 3500 marine-infanterister gik 8. marts 1965 i land i kystbyen Da Nang. Derpå fulgte en vedvarende optrapning af den amerikanske krigsførelse: I 1968 nåede antallet af amerikanske soldater op på 536.100, og det lovede “lys for enden af tunnelen” var fortsat ikke til at få øje på.
En fred med ære
Verdens stærkeste militærmagt USA havde sat sin prestige ind i forsvaret for et selvstændigt Sydvietnam, men den økonomiske og teknologiske overlegenhed kom til kort. Uden fronter var fremskridt svære at måle, og det var for det meste fjenden, der bestemte, hvor og hvornår der blev kæmpet. I de sidste fem år inden en fredsaftale mellem USA og Nordvietnam blev indgået i januar 1973, ledte de amerikanske beslutningstagere først og fremmest efter en vej ud med supermagtens troværdighed i behold – med præsident Richard M. Nixons ord: “en fred med ære”. Hvad det reelt betød var, at Sydvietnams fald ikke måtte fremstå som et direkte amerikansk nederlag.
Den amerikanske tilstedeværelse havde beskæftiget flere hundredtusinder vietnamesere, ikke blot i anlægsvirksomhed, men i høj grad også i erhverv, der betjente de amerikanske soldater. Alene i Saigon var der over tusind barer og flere end hundrede natklubber. Her arbejdede omkring 25.000 barpiger, 900 musikere og omkring 20.000 andre personer. Saigon havde også flere tusinde registrerede prostituerede. Den amerikanske tilbagetrækning fra Vietnam fjernede nu sammen med de omfattende ødelæggelser i landdistrikterne en stor del af landets økonomiske fundament.
Mens de amerikanske soldater blev trukket ud, blev den sydvietnamesiske hær yderligere oprustet, så den på papiret var verdens fjerdestørste. Da Nordvietnam og FNL i december 1974 indledte den endelige offensiv ned gennem Sydvietnam – “Ho Chi Minh-kampagnen” – kollapsede den sydvietnamesiske modstand imidlertid hurtigt de fleste steder.
30. april 1975 bragede en nordvietnamesisk kampvogn gennem gitterporten til præsidentpaladset i Saigon.
Tredive års krig var slut.
Bådflygtninge
I den amerikanske regering havde man frygtet et blodbad, når Saigon faldt. I ugerne før det skete var 120.000 sydvietnamesere – særligt folk der havde arbejdet for amerikanerne eller for den sydvietnamesiske regering – blevet reddet ud af landet. Mange andre havde forgæves forsøgt at komme med. Nogle forældre sendte deres børn alene ud af landet på fly i håbet om, at de måtte blive adopteret og få en bedre tilværelse i et fremmed land. Det frygtede blodbad kom aldrig, men en del af befolkningen blev sendt i genopdragelseslejre, og magre økonomiske år fulgte i det krigshærgede land.
Et sted mellem 1,4 og 2 millioner vietnamesere gav sig i det følgende årti på flugt – ofte i små overfyldte både. De gjorde det i håbet om at skabe sig en bedre tilværelse i et andet land. Det skønnes, at omkring 300.000 af disse bådflygtninge omkom på havet. Flere tusind bådflygtninge blev samlet op og reddet af Mærsk-skibe, og mere end 7.000 flygtninge kom til Danmark, hvor de kunne begynde et nyt liv.
