Sister Act – Religion, humor og musicals
Uanset om man er disko-sangerinde i Sister Act, frelserpige i Guys and Dolls eller missionær i The Book of Mormon, så giver musicals ofte en opskrift på, hvordan man kan overkomme tilværelsens forskellige udfordringer og finde løsninger på livets problemer.
Musicals tager ofte fat om temaer eller konflikter, som kræver en løsning, der er baseret på moral og etik. Så der er ikke helt så langt, som man skulle tro, fra musicals til religion – især kristendommen – og de svar, som den tilbyder. Samtidig er humor helt fremme ved scenekanten i de allerfleste musicals, og selvom man skulle tro, at makkerparret humor og religion var et umage par, så er det stærke ingredienser, der kan drive fortællingen fremad for fuld kraft.
Det bærende i Sister Act er netop kontrasten mellem klosterets religiøse liv og hovedpersonen Deloris Van Cartiers drøm om overflod og glamour. Det er kontrasten mellem det fromme og det verdslige, der skaber de humoristiske sammenstød og konflikter, hvor religion både bliver en kilde til konflikt og til forsoning.
Teatret var ikke helt stuerent
Helt op til nyere tid har forskellige religioner forsøgt at begrænse teatret. Teater som kunstart blev set som syndigt, og noget man måtte afholde sig fra. Samtidig har der dog på den anden side altid været et tæt forhold mellem teater, ritual og religion. Man kan sagtens argumentere for, at teatret har sine rødder i religiøse fester og ceremonier, og måske netop derfor kunne det ses som en trussel. Hvorfor gå i kirke, når man kunne gå i teatret, og få den samme fornemmelse af samhørighed, følelser og højstemthed?
Så der er en lang tradition for, at man lukkede teatre ned af religiøse årsager. For eksempel da teatrene på Shakespeares tid var på deres højeste, blev de i 1642 lukket af Oliver Cromwell og den puritanske Kong Charles I. Alle engelske teatre forblev lukkede i 18 år for at undgå, at der blev folkelige uroligheder som følge af forestillingerne!
Herhjemme kender vi udtrykket: ”Tag vasketøjet ind, skuespillerne kommer.” Det refererer til, at omrejsende teatertrupper havde et virkelig dårligt ry, og man forventede, de ligefrem ville snuppe tøjet fra snoren, når de passerede byen. Den slags kunne gode, religiøse folk naturligvis ikke omgås. Så først i 1800-tallets begyndelse med det borgerlige samfunds opståen, hvor teatret blev et af de steder, man kunne blive en dannet borger, begyndte pæne folk at kunne komme i teatret.
Forvekslingskomedier
Vi kan derfor kigge tilbage til operetten Frk. Nitouche, der oprindeligt er en fransk forestilling fra 1883 og som i 1963 blev til en dansk film med Dirch Passer. Her diskuteres netop forholdet mellem religion og teater på en humoristisk måde. Det er forvekslingen og al den komik, som forholdet mellem de fromme og de verdslige kan afstedkomme, der driver forestillingen. Ligesom i Sister Act.
Frk. Nitouche er historien om organisten og komponisten, der om dagen er Monsieur Floridor, en from korleder i klosteret, men om aftenen er han Monsieur Celestin – kapelmester på varietéen. Det er et stresset dobbeltliv, og mange gange er hans dobbeltidentitet lige ved at blive afsløret. Hans fascination af den yndige klosternovice, Nitouche, er yderligere en dimension. Hun opdager hans dobbeltliv og laver derefter selv den samme overgang til det “farlige” teaterliv, da hun optræder med en succesfuld vise på varieteen.
Pointen er måske i virkeligheden, at han (og hun) udmærket var i stand til at udfylde begge roller. Det er faktisk kun et problem, fordi den offentlige mening ikke mener, de to verdener bør mødes. En offentlig mening som i 1880’erne stadig næsten var lig med en kristen moral. Og moralen i historien er, at tiderne skifter og de skarpe skel, som religionen opretholdt i ældre tider, langsomt kommer ud af trit med sin samtid. Og så kan verden forny sig.
På Broadway var der altid religion
På den anden side af Atlanten i USA var der nogle af de samme bevægelser. Som en ung nation var der dog brug for steder, hvor man kunne opleve kultur, der fremstillede, hvad det ville sige at være en god amerikaner. Den klassiske Broadway-musical blev fra begyndelsen i 1920’erne sådan et sted. USA er et land, hvor religion fylder utrolig meget, og derfor også i det populære musikteater. Det bliver i en lang række forestillinger et tema, hvordan religiøse opfattelser kan støde sammen med hverdagens praktiske vilkår, og hvordan livet leves.
I Guys and Dolls fra 1950 falder gambleren Nathan Detroit for Sarah Brown, der er leder af den lokale afdeling af Frelsens Hær. Han vil gerne bruge hendes lokaler til et illegalt terningspil, og lover hende han kan stille med hele 12 “ægte syndere”, som hun kan forsøge at omvende.
Det er der ingen af os i salen, der tror på. Forestillingen handler således i bund og grund om, hvorvidt Nathan kan få Sarah til at deltage i hans livsstil, eller om hun kan omvende ham til en bedre, mere moralsk tilværelse. Det kommer der meget komik ud af – indtil pragmatisk hverdagsrealisme vinder, og Sarah beslutter sig for at gifte sig med ham, og så satse på at omvende ham med tiden.
En lidt mere alvorlig udgave finder man i The Sound of Music fra 1959, hvor det også er et spørgsmål om det religiøse liv over for et liv med mere jordisk kærlighed. Det er en konflikt mellem idealer og virkelighed, når Maria von Trapp skal vælge mellem klosterlivet og tilværelsen som stedmor for 7 børn. Kærligheden vinder. De nye tider er på vej.
Den nye bølge
Med ungdomsoprøret og hele den nye ungdomskultur kom der faktisk en fornyet interesse for det spirituelle og det religiøse. Det viste sig også i musicalgenren. Det største hit og måske den mest betydningsfulde nyskabelse var rockoperaen Jesus Christ Superstar. Forestillingen tager fat ved kernen af den vestlige verdens største religion: kristendommen. Selvom vi i dag tænker, at det er en interessant og begavet forestilling, så var der i samtiden mange kristne der fordømte den. De mente, den var blasfemisk med sin fremstilling af Jesus som en nærmest almindelig mand. Forestillingen indeholder masser af komiske elementer, ikke mindst sprogligt, hvor selve titlen og dens sammenstød mellem Jesus og begrebet superstar satte diskussionen i kog. Også i Kong Herodes sang er komikken i højsædet. Her håner han Jesus i music-hall stil og beder ham f.eks. gå lidt på hans swimming-pool, så han kan bevise, at han virkelig er Guds Søn.
Dermed kom den nye bølge af musicals til at vise, at intet var helligt, og alt kunne være tema for en musical. Selv en argentinsk diktators afdøde kone, Eva Peron, der af mange argentinere blev set som en helgen, Santa Evita, kunne man nu bringe på scenen. Diskussionen om religionens status i samfundet er siden da blevet en helt fast ingrediens i musicals. Det gælder fra Løvernes Konge og dens naturreligion med Circle of Life og lige til The Book of Mormon, der diskuterer missionering i fremmede lande – på en komisk og uhøjtidelig måde.
Søsterskab og komisk klosterliv
Så er vi faktisk nået frem til Sister Act, der på en måde samler de foregående temaer op. Der er en stærk moralsk dimension i musicalen, da Deloris føler sig forpligtet til at fortælle om Curtis Jacksons forbrydelse. Derudover er der konflikten mellem det liv der leves i klosteret og forbrydernes liv (som i Guys and Dolls).
Det hele bliver sat i perspektiv af humor, komiske optrin og forvekslinger, og der er ofte forløsning af de svære problemer i øjeblikke af latter.
Sister Act er en forestilling, der trækker smukt på teatrets lange tradition for at kombinere religion, humor og musik til at fortælle historier om mennesker der udvikler sig. I klosteret transformeres Deloris, og gennem musik og sang finder hun en ny forståelse af tro og samhørighed. Derudover hjælper hun nonnerne med at finde deres egen stemme. Forestillingen bliver dermed en skildring af, hvordan musik kan skabe en form for spirituel forbindelse mellem mennesker, også for dem der ikke er religiøse.
Sister Act er fortællingen om, at musik kan bringe folk sammen på tværs af kulturelle skel, tro – og religion.
Af Michael Eigtved
Lektor i Teater- og performancestudier, Københavns Universitet
