Humor helt til kanten
Musicalen The Producers gør grin med mange tabubelagte emner. Alt lige fra gamle damers seksualliv til psykiske lidelser og kulturelle forskelle. Det må f.eks. være den ultimative sort humor-joke at ville lave en musical om Hitler. Det balancerer på en knivsæg og kunne ligeså godt være blevet både pinligt og krænkende. Men det lykkes The Producers’ ophavsmand Mel Brooks at holde sig lige på kanten – og endda at være med til at rykke på grænserne for, hvad man kan lave grin med. En del af forklaringen kan findes i hans egen baggrund.
Opvækst med jødisk humor
Mel Brooks blev født som Melvin Kaminsky 28. juni 1928 i Brooklyn, New York. Han er, som en meget stor del af den amerikanske showbizz-verdens fremtrædende folk, søn af jødiske emigranter. Han voksede op i kvarteret Williamsburg, som er en del af Brooklyn, hvor den jødiske population traditionelt er meget stor, og den jødiske kultur fremtrædende. Faderen døde af tuberkulose, da Brooks var bare 2 år, og han og hans tre ældre brødre måtte tidligt hjælpe til med at skaffe penge til husholdningen.
Det gjorde Brooks allerede fra 14-års alderen, hvor han blev hyret som det der på den særlige jødiske dialekt jiddish kaldes en ”tummler”, en slags vært og humoristisk konferencier. I dette tilfælde ved en stor pool, hvor han underholdt gæsterne med skøre, ofte improviserede, indfald.
Han havde egentlig tænkt sig at læse psykologi, men blev som 18-årig i 1944 indrulleret i flåden, og i krigens sidste dage sendt til Europa som radiooperatør. Da krigen sluttede, blev han en del af Special Services, der underholdt de udstationerede tropper. I 1946 vendte han hjem og fortsatte karrieren som komiker.
Fortæppet til det stensikre flop ‘Forår For Hitler’ i The Producers.
Carl Reiner og Mel Brooks.
Efterhånden fik han dog mere smag for at skrive komik, end selv at stå på scenen, og i 1949 fik han for alvor foden indenfor, da han begyndte at skrive indslag til det store ugentlige show The Admiral Broadway Revue på TV stationen NBC. Det var komikeren Sid Cesar, der havde blik for Brooks’ særlige talent, og han tog ham med til det næste show, Your Show of Shows. Her mødte Brooks en række andre forfattere, der alle senere blev indflydelsesrige i TV- og filmbranchen. Heriblandt Carl Reiner, som Brooks i 1960 begyndte at optræde sammen med på TV, i rollen som en 2000 år gammel mand. Reiner stillede spørgsmål, og Brooks svarede improviseret med absurde og komiske påstande, angiveligt baseret på den 2000-åriges viden.
Meget af Brooks’ arbejde var således baseret på improvisationer og udvikling af skæve ideer. Og en af de idéer, han gennem årene vendte tilbage til, var tanken om at lave en musical om Hitler. I 1967 kom den så i stedet som filmen The Producers, der både blev Brooks’ debut som filmmanuskriptforfatter og som instruktør. Da først Brooks havde fået etableret sig, blev han ophavsmand til en række af 1970’ernes mest succesfulde komediefilm.
Humor som kunstnerisk slagsværd
I et interview har Mel Brooks forklaret, at hans fars tidlige død måske er en del af årsagen til, at hans komik ofte er skarp. For han har sagt, at han blev vred på Gud og på verden, og dén vrede kom til udtryk i hans arbejde. I selve det at bruge satiren er der et element af aggression, som måske har netop denne rod i Brooks’ arbejde. Han blev desuden drillet og gjort nar af pga. sit svage helbred og lille statur – også noget der giver genklag i hans komik, hvor et andet grundtræk er, at ”den lille narrer den store”. Hans jødiske baggrund er et tredje meget væsentligt grundtræk.
Der er en lang tradition for jødisk humor. Nogle mener endda, at det er en del af toraen, altså den jødiske bibel, og at udgangspunktet kan findes helt tilbage i Romerriget, hvor humor med afsæt i de teologiske forskelle var en måde for jøderne at konfrontere den voksende kristendom. I nyere tid har der udviklet sig en specifik jødisk humor i såvel de russisk- som de tysktalende områder, og det var netop herfra, at de store emigrantbølger i de 20. århundrede kom til USA – således også Mel Brooks’ forældre.
Fælles for den jødiske humor er en særlig vægt på ordspil og leg med betydningerne, hvor ironi og satire er bærende. Der er desuden et kraftigt element af anti-autoritær indstilling. Det var netop denne udgave af komik, Brooks blev helt fortrolig med i sine unge dage som komiker i The Catskill Mountains ferieresorter, i det der kaldtes The Borscht Belt efter den store gruppe af østeuropæiske jødiske emigranter, der nød ferien her – og den traditionelle rødbedesuppe borscht. Dengang i 1940’erne var der stadig en vis adskillelse mellem den jødiske befolkning og øvrige grupper, og en del af komikken gik på forskellene, som en måde at håndtere den manglende mulighed for integration.
The Producers’ filmplakat (1967).
Med tiden, og som massemedierne vandt mere frem, var en meget stor del af de komikere, der tegnede amerikansk underholdning, af jødisk herkomst. Med tiden blev grænserne udviskede, og amerikansk mainstream-komik blev stærkt præget at den jødiske, med store stjerner som George Burns, Eddie Cantor, Milton Berle og Jerry Lewis, og senere Lenny Bruce, Woody Allen og Jerry Seinfeld. I 1978 estimerede det amerikanske tidsskift TIME, at 80 % af alle amerikanske komikere var af jødisk herkomst. Alle var de repræsentanter for en stærk tradition for at udlevere sig selv, gøre nar ad stort set hvad som helst (inklusiv religion og antisemitisme), og for at bruge sproget både direkte og konfrontatorisk, med skarp satire, endda sarkasme, samtidig med en vis grad af underspillet (selv)ironi.
Mel Brooks’ måde at bruge humor på er en særligt udfoldet version af dette. Hans film er stort set alle parodier på den vestlige verdens store kulturelle symboler. Fra cowboys i Blazing Saddles (1974) til Dracula i Dracula: Dead and Loving It (1995) og fra musicals i The Producers (1967) til Robin Hood i Robin Hood: Men In Tights (1993). Det er de store historier om den vestlige verdens værdier, der bliver udsat for satiren og parodien. Dermed tvinges ”vi andre” til at se på os selv og erkende, at vi (også) kan være latterlige i vores store tro på egne kvaliteter.
Det er også i dét lys, man skal se The Producers, som med et dobbelt komisk greb får sat spotlyset på showbizz og kapitalismens kynisme, og samtidig trækker forestillingen så ”nazikortet” for at vise, at intet er helligt. Ved at sætte Forår for Hitler ind i denne egentlig ret moraliserende ramme kan det gå at lave grin selv med nazismen, fordi vi jo som publikum ved, at den indlagte forestilling med strækmarch og stepdans er et kynisk blufnummer, der rammer ophavsmændene i nakken. Og dér viser den antiautoritære dimension fra den traditionelle, jødiske humor sig med fuld styrke.
Af Michael Eigtved.
