Fra film til musical
The Producers
Det var i begyndelsen af 1960’erne, og dermed trods alt med 2. verdenskrig i relativ frisk erindring, at Mel Brooks begyndte at lege med en tanke om at skrive en musical om Adolf Hitler. Den begyndte som en frisk bemærkning ved et interview i 1962, hvor han fandt på titlen Springtime for Hitler. Det var på alle måder kontroversielt. Faktisk var der ikke mange, der havde forsøgt at lave humoristiske fremstillinger af krigen eller Hitler siden Chaplins Diktatoren.
Humor som slagsværd
Brooks har forklaret, at det var hans mål at håne Hitler. Hvis han skulle kæmpe mod Hitler, og det han stod for, måtte han bruge det eneste våben, han havde, for at udslette sin modstander: komik.
Han begyndte med at skrive historien som en roman, for derefter at forsøge at overføre det til et drama for teater, da Brooks, som tidligere TV-komedieforfatter, faktisk var bedst til at skrive replikker. Han endte dog med at skrive det som et filmmanuskript, i det man i shakespeare-traditionen kalder et “play-within-the-play”, altså en forestilling inden i en (anden) forestilling.
Mel Brooks.
The Producers’ filmplakat (1967).
Virkelighedens Bialystock
The Producers’ Max Bialystock og hans noget specielle arbejdsform bygger delvis på virkelige personer. Da Brooks var 16 år arbejdede han for en teaterproducent, som rejste penge ved at gå i seng med sine investorer, der især var ældre, enlige damer. Brooks fortæller i et interview med The Guardian:
– “De gav ham penge til hans forestillinger og var så taknemmelige for hans opmærksomhed”.
Brooks mødte også folk i showbizz, der praktisk talt havde floppet sig til en formue. Han fortæller:
– “Gud forbyde, at de nogensinde skulle få et hit. De ville aldrig være i stand til at betale deres investorer tilbage! Det var disse to historier, jeg koblede sammen, og så var den der”.
I et andet interview i Playboy i 1966, mens han arbejdede på manuskriptet, blev han spurgt, hvad filmen handlede om, og det lykkedes at forarge journalisten, da han med tyk ironi forklarede:
– “Den handler om Adolf Hitler og Eva Braun, der boltrer sig på Berchtesgarten. Der var en pæn side af Hitler. Han var en god danser, det er der ingen der ved. Han elskede en papegøje, der hed Bob, det er der heller ingen der ved. Men det kommer alt sammen frem i stykket”.
Det skulle derfor ikke overraskende vise sig ganske svært at få nogen til at antage manuskriptet og producere filmen. Det kontroversielle emne skræmte mange. Det lykkedes dog til sidst at få en producent til at gå med på projektet, der havde premiere i 1967 – midt i den opbrudstid, der senere kaldtes ungdomsoprøret. Det gjorde muligvis, at der med dens særlige antiautoritære tema især var opbakning blandt unge til filmen.
Samtidig var både Zero Mostel og Gene Wilder, der spillede de to hovedroller, af jødisk afstamning, hvilket medvirkede til at balancere det nazistiske element.
Modtagelsen af filmen var mere end blandet. Mange kritikere havde svært ved at se komikken og opfattede filmen som nærmest blasfemisk og naziforherligende. Brooks fik dog en Oscar for sit manuskript. En anekdote Brooks har fortalt giver stemningen:
– “En forarget mand sagde ved premieren: “Hvor vover du. Jeg deltog i Anden Verdenskrig.”
Brooks svarede:
– “Det gjorde jeg også. Jeg så dig ikke der”.
Den gale nazist Franz Liebkind (Asger Reher), der har duer på taget og “rotter på loftet” (foto fra Det Ny Teaters opsætning).
Revisoren Leo Bloom (Sebastian Harris) drømmer om at blive Broadway-producer (foto fra Det Ny Teaters opsætning).
Musicaldrømmen
Det var ikke Mel Brooks egen idé at omarbejde filmen The Producers til musical. Det var David Geffen, en af grundlæggerne af produktionsselskabet Dreamworks, der opfordrede ham til det. Brooks sagde konsekvent nej, men Geffen ringede hver dag i flere måneder, og til sidst indvilgede Brooks.
David Geffen havde udset sig, at komponisten Jerry Herman (der bl.a. har skrevet musicalen Hello Dolly) skulle skrive musikken. Brooks tog hjem til Herman, som fortalte, at han elskede filmen, men dernæst uventet at han ikke var den rette til at komponere sangene. Han sad ved sit klaver og begyndte i stedet at spille melodier som “Springtime For Hitler” og “Prisoners of Love”. Mel Brooks spurgte:
– “Hvem skal så skrive musikken?”, og Jerry Herman svarede “Det skal ham, som har skrevet de her sange”.
– “Jamen det er jo… mig”, sagde Mel Brooks.
– “Ja, DU skal skrive sangene. Du er en glimrende sangskriver, og du har allerede forestillingens to store numre fra filmen.”
Og derved blev det.
Brooks kan i øvrigt ikke læse noder, så han komponerede ved at nynne sine musikalske ideer ind på bånd, og så fik han andre til at skrive det ud bagefter. Alt det nye materiale til The Producers blev lavet med denne metode.
Musicalen The Producers fik premiere i New York i 2001, og i modsætning til filmudgaven var det til forrygende anmeldelser. Den satte endda ny rekord for antallet af Tony-priser med hele 12 statuetter. En rekord som aldrig siden er overgået. Snart efter kom en opsætning i London, som vandt en Laurence Olivier Award for “Bedste nye musical”. I 2006 kom den første ikke-engelsk sprogede opsætning på Det Ny Teater, og siden har forestillingen været opført på teaterscener over hele verden og vundet over 50 priser.
I 2005 blev The Producers til endnu en film – nu som musical. På rollelisten så man Nathan Lane og Mathew Broderick i de store roller, men også hollywoodstjerner som Uma Thurman og Will Ferrell var på lærredet.
Af Michael Eigtved.
Verdens måske værste musical Forår For Hitler opføres undervejs i The Producers (foto fra Det Ny Teaters opsætning).
