Miss Saigon
Fra Butterfly til Bui Doi
Af Michael Eigtved, lektor i Teater- og Performancestudier.
Den tragiske fortælling i Miss Saigon har rødder i virkeligheden og en række lignende fortællinger om et møde mellem en asiatisk kvinde og en vesterlænding. Dog ikke i Vietnam, men i Japan.
Allerede i 1600-tallet, når hollandske købmænd og andre rejsende ankom til det ellers lukkede land, var det kutyme at de blev tilbudt at lave en kontrakt med en lokal kvinde (eller rettere hendes familie) om, at hun stod til rådighed, som”en hustru”, i de uger besøget varede.
Japanske fortællinger
I 1853 åbnede den amerikanske flåde for handelsforbindelser mellem Japan og Vesten. Den japanske isolationisme var brudt, og japanske trends spredte sig nu til Europa og USA. Den franske romanforfatter og tidligere marineofficer Pierre Loti delte fascinationen af de nye trends og skrev en serie populære orientalske værker, som udspiller sig i eksotiske miljøer, herunder den mere eller mindre selvbiografiske roman Madame Chrysanthemum fra 1887.
Handlingen udspiller sig i Nagasaki, hvor en fransk marineofficer i sin søgen efter adspredelse gifter sig med en japansk kvinde, Madame Chrysanthemum, som en japansk bryllupsmægler skaffer ham. Marineofficeren må efter en tid sejle videre, og uden skrupler forlader han sin hustru.
Denne praksis holdt sig helt op i slutningen af 1800-tallet, hvor to amerikanske missionærer, Irvin og Jennie Correll, hørte fortællingen om, hvordan en af disse kvinder, der havde fået en søn med en købmand, begik selvmord af sorg over, at han forlod hende igen. Jennie Correll skrev udførlige breve om den japanske levemåde, og historien fortalte de videre til Jennies bror, advokaten og forfatteren John Luther Long. Han fik i 1898 udgivet novellen Madame Butterfly, som er baseret på søsterens fortælling.
Novellen Madame Butterfly bidrog væsentligt til dyrkelsen af japansk kultur, men var samtidig også en kritik af amerikanernes og den vestlige kulturs ensidige billede af den japanske kvinde. Novellen blev til et teaterstykke allerede i 1900, og det er dette stykke, Giacomo Puccinis opera fra 1904 er baseret på. På den måde er der altså meget gamle, virkelige fortællinger bag inspirationen til Miss Saigon.
Pressefotoet som inspirerede Boublil og Schönberg til at skrive Miss Saigon.
Bui Doi - Livets Støv
Der er også paralleller fra 1800-tallets Japan, og det geishavæsen, der var tradition for, til 1970’ernes Vietnam, og den udbredte prostitution, der var en del af krigens omkostninger.
Mange af disse kvinder, der typisk arbejdede på barer og mindre bordeller, blev gravide, og der opstod et helt begreb om disse børn af blandet amerikansk og vietnamesisk oprindelse. På vietnamesisk kaldtes de ”Bui Doi”, der kan oversættes til Livets Støv, og det var ofte tydeligt, at de havde amerikanske fædre pga. enten deres lyse hår og hud eller afroamerikanske træk. Det betød, at de var lette at genkende, og dermed udgrænse og afvise af familie, naboer eller andre børn. De fik ikke lov til at komme i skole, kunne ikke få arbejde og levede i mange tilfælde som gadebørn, med den udnyttelse og ydmygelse, der fulgte af dette. Det anslås at Vietnamkrigen efterlod 125.000 Bui Doi eller ”Amerasians”. Mange identificerer sig med deres amerikanske fars udseende og deres mors kultur. En kultur som støder dem fra sig og tvinger dem til at vende sig mod deres amerikanske ophav.
Først længe efter krigens afslutning igangsatte USA et program, ”Amerasian Homecoming Act”, der kunne hjælpe disse børn og deres mødre til USA. Siden da har mindst 48.000 børn og deres familier forladt Vietnam eller de steder i Asien, hvortil de flygtede pga. forfølgelserne – mindre end 2 % har dog nogensinde fundet deres amerikanske fædre.
Det er denne skæbne, Kim ønsker at undgå, ved at yde ”det ultimative offer” for sit barn. Og dette var netop titlen på pressefotoet fra en lufthavn i Vietnam, som komponisten Claude-Michel Schönberg selv har angivet som det, der satte ham og Alain Boublil i gang med at skrive Miss Saigon. På billedet ser man en vietnamesisk kvinde opløst i tårer, mens hendes lille barn er på vej ud til flyet. På vej mod USA, hvor kvinden håber, at faderen, som barnet aldrig har mødt, venter. Det var det hjerteskærende i denne situation, Schönberg og Boublil ønskede at pege på med forestillingen, og den følelse de forsøgte at lægge ind i forestillingen. Et rystende eksempel på, hvordan politiske begivenheder på tragisk vis radikalt kan ændre det enkelte menneskes tilværelse.
