Velkommen til en forestilling, som rummer alt, hvad man kan tænke sig af fest, farver, musik, dans og komik. En forestilling, som også handler om at elske hinanden – og om værdighed.
Da vi besluttede os til at opsætte La Cage aux Folles, vidste vi slet ikke, hvad vi gik ind til. Vi ringede til Richard Balestrino i New York, for han var eksperten, han havde lavet forestillingen 15 gange tidligere.
Han gjorde alt, hvad han kunne for at skræmme os fra tanken: “Det er den største forestilling, den dyreste forestilling, den vanskeligste forestilling, den mest umulige, håbløse, rædselsfulde- og mest vidunderlige forestilling, man kan beskæftige sig med”. Sådan nogenlunde var hans ord. Og det gjorde os selvfølgelig straks interesserede: “Vil du lave den igen?”, spurgte vi. “Jeg kunne ikke tænke mig noget værre”, sagde han, “men jeg vil elske det”.
Og så var det bestemt. Med en ønskebesætning på alle rollerne og med et hold af de mest talentfulde dansere i Norden, begyndte prøverne så den 30. oktober. Og Richard Balestrino havde ret: Produktionen af den forestilling har været det største og mest komplicerede, vi nogensinde har været ude for. Alle har puklet ud over enhver tænkelig grænse – og har overgået sig selv. Men det har været umagen og strabadserne værd.
Historien om La Cage aux Folles
La Cage aux Folles har en omtumlet baggrund. Den begyndte som fransk boulevardkomedie med stor publikumssucces, spillede i Paris i 7 år, blev derefter filmatiseret – og endelig forvandlede den sig til et rigtigt klassisk Broadway-show.
Jean Poiret’s lystspil La Cage aux Folles, (direkte oversat Tosseburet – navnet på den elegante franske natklub, hvor handlingen udspiller sig) havde premiere på Theatre du Palais Royal i Paris 1973 med forfatteren Poiret selv, som natklubejeren Georges og Michel Serrault som hans ven Albin, drag-dronningen i natklubben. Stykket blev en succes uden sammenligning i Paris.
Ideen at producere en musical på denne succes duk kede op hos den amerikanske film- og teaterprodu cent, Allan Carr, da han under et besøg i Paris 1976 blev anbefalet at tage et kig på Poiret’s komedie. Man ville gå i gang med det samme
Alligevel varede det tre år, inden rettighederne til musicalen var i hus, og i mellemtiden nåede stykket at blive filmatiseret, stadigvæk med Michel Serrault som Zaza, men med Ugo Tognazzi som Georges. Filmen, som havde Danmarkspremiere i 1978 med titlen Mød Min Hr. Mor, havde stor succes, og i U.S.A. blev det den største publikumssucces nogensinde for en ikke amerikansk film.
Men der skulle gå yderligere fire år, inden musicalen kunne præsenteres for publikum. Komponisten Jerry Herman var selv begyndt at lege med en ide til en musical efter at have set filmen, og det blev da også ham, der fik til opgave at skabe både musik og sang tekster. Herman var blevet et stort navn med sikre hits som bl.a Hello Dolly og Marne.
Opgaven med at skrive dialogen fik en på den tid ung novice i musicalfaget, Harvey Fierstein – en ung mand, som selv havde været drag-artist. Han havde også skrevet det fremragende stykke Torch Song Trilogy (Det var en lørdag aften). Arthur Laurents blev ansat som instruktør. Han var en erfaren teatermand med librettoen til musicals som West Side Story og Gypsy samt manuskript til film som Vore bedste År og Tur ning Point på sin meritliste.
La Cage aux Folles blev på ny en kæmpesucces og fik i 1984 ikke mindre end seks Tony Awards – inklusive en Tony for Bedste Musical.
