Flagermusen havde premiere på Theater an der Wien den 5. april 1874. Denne gang lukkedes alt for Johann Strauss. Han nøjedes ikke med at demonstrere for Offenbach og alle de andre, hvordan en Wiener-operette kunne tage sig ud, når den rigtige mand kom til. Han skrev hanske enkelt et af de mest rindrende mesterværker indenfor genren overhovedet. “operetternes Dronning” er Flagermusen blevet kaldt, det er fuldt fortjent
På mindre end halvanden måned – i en veribel skabelsesrus – frembragte Johann Strauss i samarbejde med Richard Genée et værk, der gennem sin sprudlende, livsbekræftende musik formåede at få wienerne til for en stund at glemme det mismod, som havde grebet dem efter den økonomiske katastrofe, der var fulgt i kølvandet på verdensudstillingen i Wien året før. De tusinder og atter tusinder af ganske almindelige småsparere, som med ét slag havde mistet alle deres investeringer, må have lyttet med ganske særlig opmærksomhed til begyndelsen af finalen af 1. akt, hvor Alfed og Frank med Rosalinde i sødmefyldte tertser og ømt vuggende valserytmer forkynder dette budskab, om og om igen:
Glücklich ist, wer vergisst, was nicht mehr zu ändern ist. (Se sådan glemmer man det, som ingen ændre kan)
