Bevilling fra A.P. Møller Fonden
sikrer teknisk opgradering af Det Ny Teater
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 5 millioner kroner til opgradering af Det Ny Teaters sceneteknik.
Bevillingen gør det muligt at automatisere flere scenetræk til glæde for teatrets publikum og udskifte en del af scenebelysningen med moderne LED-lamper, der bidrager til teatrets bestræbelser på at reducere energiforbruget.
Scenetrækkene har en væsentlig betydning for at kunne skabe den teatermagi, som Det Ny Teater er kendt for. Det er således scenetrækkene, der muliggør sceneskift, der på et øjeblik forvandler tid og sted.
Implementeringen af de nye scenelamper er allerede foretaget, og de kaster lige nu lys over The Producers, der opføres indtil 31. december 2022.
Installationen af det nye scenetræksystem påbegyndes i forsommeren 2023, når forestillingen Miss Saigon har været opført.
A.P. Møller Fonden bidrog væsentligt til renoveringen og ombygningen af Det Ny Teater i 1994. Siden har Fonden bidraget til teaterbygningens tekniske opgradering. Det Ny Teater er taknemmelige for den fortsatte støtte.
Foto af snoreloftet; scenens loft højt oppe i scenetårnet hvor alle scenetrækkene, tæpper, stænger, dekorationer mv. er fastgjort og kan trækkes op.
Foto af scenetæpperne der hænger i snorlige rækker over scenen.