Rodgers og Hammerstein
En af vor tids største musicalkomponister, Lord Andrew Lloyd-Webber, har karakteriseret Richard Rodgers som ’det 20. århundredes største melodimager’, og listen over hans evergreens er også enorm. Richard Rodgers blev født på Long Island ved New York i 1902. Han blev optaget på Columbia University i 1919, men allerede på dette tidspunkt havde han mødt sin første betydelige samarbejdspartner – tekstforfatteren Lorenz Hart. Men det var først i 1925, at parret fik sit helt store gennembrud i den musikalske revyforestilling ”The Garrick Gaities”.
Sammen skabte Rodgers og Hart i de følgende år en lang række forestillinger og shows med ørehængere, der med deres vid, elegance og gennemførte musikalitet fortsat hører til blandt den uforgængelige musikarv fra det 20. århundrede – ”The Lady Is a Tramp”, ”Dancing on the Ceiling”, ”My Heart Stood Still” og ”Blue Moon”. Det blev til mere end 40 shows og film, og Rodgers og Hart overgik konstant sig selv i opfindsomhed i de populære forestillinger ”On Your Toes”, ”Babes in Arms”, ”The Boys From Syracuse”, ”I Married an Angel” og ”Pal Joey”. Men samarbejdet var ikke uden problemer, for Lorenz Hart udviklede sig til fuldtids alkoholiker, og i 1942 brød de to mænd med hinanden.
Ind på scenen trådte nu Oscar Hammerstein II. Han var født i New York i en familie af teaterfolk – impresarioer og teaterchefer, og allerede som ung mand både opførte og skrev han tekster til amatørforestillinger. Hammerstein drømte om at udvide tidens blanding af operette og vaudevillestil til en mere sofistikeret samt tekst- og musikintegreret udtryksform, og han skrev tekster til en lang række New York-shows. Oscar Hammersteins navn blev for altid slået fast, da han i 1927 skabte musicalen ”Show Boat” sammen med komponisten Jerome Kern.


Da Richard Rodgers og Oscar Hammerstein mødtes i samarbejde i begyndelsen af 1940’erne, blev Hammerstein af mange regnet for en mand, der havde kendt sin bedste tid. Selv om han netop havde skaffet sig betydelig succes som tekstforfatter til forestillingen ”Carmen Jones”, som var en nyfortolkning af Georges Bizets opera ”Carmen”, men nu opført udelukkende af sorte sangere, var mange andre af hans seneste forestillinger blevet flops. Meddelelsen om at de to new yorkere nu arbejdede sammen på en musical med titlen ”Oklahoma!” blev mødt med stor skepsis. Det viste sig svært at få opsætningen financieret, men urpremieren i New York 31. marts 1943 blev en triumf for Rodgers og Hammerstein.
I ”Oklahoma!” var musik, sangtekster, dialog, handling, scenografi og dans integreret, som man aldrig før havde set det i amerikansk musical. Borte var al staffage, New York-smartness og de ofte hurtigt glemte produktioner, der mange gange var skåret over samme læst. ”Oklahoma!” handlede om ”rigtige” mennesker, deres livsvilkår og drømme. Om romantik, mord og kærlighed. Om Amerika og amerikanere, der måske stod ved en skillevej i historien, og som netop nu havde behov for at søge i et nationens eget folkedyb for de gode historier.
Det skulle blive til 17 særdeles produktive år for duoen Rodgers & Hammerstein, der blev et begreb og synonymt med stor tæft for teatret og dets virkemidler og for hele tiden at forsøge nye veje. På disse 17 år skabte de sammen ni musicals, hvoraf de fem for længst er klassikere – foruden ”Oklahoma!” er det ”Carousel”, ”South Pacific”, ”The King and I” og ”The Sound of Music”. Deres samarbejde regnes i dag for det kunstnerisk mest succesfulde og gensidigt frugtbare i amerikansk teaterhistorie. Samtidig virkede Rodgers og Hammerstein også som teaterproducenter af andres frembringelser, og de satte bl.a. Irving Berlins ”Annie Get Your Gun” op ved urpremieren i New York i 1946.
Oscar Hammerstein døde i 1960, og Richard Rodgers så sig om efter nye samarbejdspartnere. Én af dem blev Stephen Sondheim, men Rodgers nåede aldrig helt de samme højder som før. Richard Rodgers døde i 1979.
Lord Lloyd-Webber har forsøgt at give et svar herpå: ”Ingen kan sige, hvorfor det forholder sig sådan. Men måske var det den simple kendsgerning, at Rodgers manglede den helt rigtige partner til at give ham inspiration og få det bedste op i ham. Musikalsk partnerskab er jo – ligesom ægteskaber – bygget på en kemi, der er uhåndgribelig, måske endda ubeskrivelig. Men nu, 60 år senere, har intet partnerskab kunnet måle sig med Rodgers og Hammersteins. Jeg er heller ikke sikker på, vi nogensinde kommer til at opleve det”.
Af Peter Thygesen
Navneredaktør, Politiken.