Fra Salzburg til Broadway
I 1956 havde man i Tyskland lanceret filmen Die Trapp-Familie, som blev skabt over Maria von Trapps erindringer The von Trapp Family Singers fra 1949.
Filmen anses i dag for at være kulminationen på den hjemstavnsromantik, der prægede tysk filmindustri i årene efter krigen, hvor Tyskland forsøgte at lægge den umiddelbare fortids rædsler bag sig. Filmen var balsam for en plaget befolkning. Den svælger i længsler, drømme og selvopholdelsesdrift, og både Die Trapp-Familie og efterfølgeren Die Trapp-Familie in Amerika blev kolossale hits i de tyske biografer, og de vises fortsat ganske ofte på tysk tv. I Tyskland er Die Trapp-Familie fortsat langt mere kendt – og anerkendt – end den 10 år yngre amerikanske film The Sound of Music, som er drejet over den samme biografi. Det gælder også i Østrig, og The Sound of Musics sidste dramatiske tredjedel, der foregår efter at Adolf Hitler i 1938 havde tvunget Østrig til at tilslutte sig Tyskland, blev i mange år skåret fra, når filmen blev vist i Østrig og Tyskland.
Også i USA fik man øje på den tyske film – og ikke mindst dens spændende, menneskelige beretning. Allerede i 1949 havde Hollywood henvendt sig til Maria von Trapp med henblik på at købe titlen på hendes bog for derefter at lave filmselskabets egen version af historien. Men dette tilbud afviste Maria von Trapp – titel og indhold skulle følges ad. Kort efter filmens premiere erhvervede Paramount Pictures de amerikanske filmrettigheder. Broadway- og tv-instruktøren Vincent Donahue så den tyske film og anede straks, hvilke muligheder der lå i historien, som han forestillede sig som et stykke musikteater. Normalt går trafikken ellers den modsatte vej, så det er teaterdramatik, der omsættes til filmlærredet. Vincent Donahue havde Broadway-stjernen Mary Martin i tankerne til rollen som Maria. Donahue og Martin havde kort forinden fået stor succes med musicalen Annie Get Your Gun.
Mary Martin og hendes mand, producenten Richard Halliday, blev inddraget og var begge straks med på ideen, som skulle vise sig at være svær at føre ud i livet. Der måtte føres langvarige rettighedsdiskussioner med både Paramount Pictures, det tyske filmselskab og von Trapp-familien. Maria von Trapp havde allerede udtrykt sin forundring over den ganske frie gendigtning af hendes liv i Die Trapp-Familie, og hun havde aldrig forestillet sig historien om den syngende familie som et stort anlagt show på Broadway. Af samme grund svarede hun heller ikke på de breve, Richard Halliday skrev til hende i New Guinea, hvor hun på dette tidspunkt virkede som missionær. Halliday ville sikre sig de fremtidige rettigheder, og han gav ikke op. Da Maria von Trapp vendte tilbage til USA, tog Halliday imod hende i San Francisco. Senere inviterede han Maria von Trapp med til en opførelse af Annie Get Your Gun, og fru von Trapp blev så begejstret for Mary Martins optræden, at hun til sidst gav sit ja til en teaterversion. Og i modsætning til de tyske filmproducenter, som havde snydt Maria von Trapp godt og grundigt, blev det aftalt, at hun skulle modtage 3/8 af en procent af billetindtægterne.
På Broadway slog Richard Halliway sig sammen med produceren Leland Hayward, og de henvendte sig til forfatterparret Howard Lindsay og Russel Crouse med henblik på at få udarbejdet en libretto. Ideen var, at familien von Trapps eget repertoire og sange skulle være det musikalske grundlag for forestillingen. De manglede dog en enkelt sang, og de henvendte sig derfor til tidens hotteste musicalteam – komponisten Richard Rodgers og sangskriveren Oscar Hammerstein.
Besværlighederne var dog langt fra overstået. Oscar Hammerstein blev alvorligt syg, og da Richard Rodgers havde set den tyske filmversion af historien om de syngende østrigere, mente han ikke, at den egnede sig til en teaterforestilling med indlagt musik. Enten skulle man helt undvære musik eller lave en gennemført musical. Og producenterne var ellevilde, for Rodgers’ udsagn var en blåstempling af overhovedet at beskæftige sig med von Trapp-historien. Og det blev nu besluttet, at Rodgers og Hammerstein skulle skrive en helt ny musical med Howard Lindsay og Russel Crouse som librettister.
Firkløveret tog sig mange og store friheder i deres beskrivelse af den unge Maria. Den senere Maria von Trapp var, så vidt det fortælles, i sin karakter og sit udseende langt fra den smukke, kække og livsglade Maria fra musicalversionen. Maria von Trapp beskrives af sine børn og stedbørn som en umådelig autoritær og handlekraftig kvinde, og virkelighedens kaptajn var ikke en mand, der hadede musik i sit hjem. Han opfordrede faktisk sine børn til at synge, og han ledsagede dem selv på mandolin, guitar og violin.
Men virkeligheden behøver ikke stå i vejen for et godt Broadway-show, så der blev romantiseret godt og grundigt.
Mary Martin var dybt optaget af forberedelserne til at spille Maria. Problemet var at finde den helt rigtige type til den ganske vanskelige rolle som kaptajn von Trapp. Mange navne blev bragt i forslag, og endelig valgte man den israelske skuespiller Theodore Bikel. Han kunne spille guitar, og typisk for Rodgers og Hammerstein benyttede de sig af denne kunstners personlige evner og lod sig inspirere til den melodi, der siden skulle blive ét af de absolutte tophits i forestillingen – “Edelweiss”.
Langt større problemer havde producenterne og instruktøren Vincent Donahue med at skaffe de syv børn, der skulle medvirke i opsætningen. Normalt melder forældrene sig meget gerne med deres håbefulde poder til alverdens teaterforestillinger, men til The Sound of Music gik man meget kritisk til sagen, fordi man ville bruge børn, der ikke var typiske barneskuespillere.
Oscar Hammerstein var på denne tid stærkt præget af sin kræftsygdom, så det var i høj grad Richard Rodgers, der styrede forløbet og forberedelserne. Men det gjorde han med fabelagtig sans for, hvad der skulle til, når mange mennesker arbejdede sammen om så stor en opgave. Rodgers, Hammerstein, Howard Lindsay og Russel Crouse inspirerede hinanden, foreslog ændringer og kom med nye forslag i en god atmosfære.
Forventningerne op til premieren på The Lunt-Fontanne Theatre 16. november 1959 var enorme. Der var på forhånd reserveret mange tusinde billetter, og musicalen var udsolgt måneder frem i tiden. Også musicalens bagmænd var sikre på deres succes. Richard Rodgers og Oscar Hammerstein havde ved festen efter premieren på South Pacific i 1949 byens største aviser liggende i stabler på tagetagen af St. Regis Hotel i New York, så gæsterne kunne læse kritikernes dom – og anmeldelserne var helt overvældende positive.
10 år senere skulle der holdes premierefest samme sted, og Rodgers og Hammerstein indforskrev igen en mængde aviser. De blev dog hurtigt fjernet, for denne gang var anmelderne mildest talt ikke overbeviste. De mente, at The Sound of Music var et musikalsk tilbageskridt for de to musicalkonger, at musicalen i alt for høj grad var en gammeldags operette, og at hele historien var en gang grum sødsuppesentimentalitet. Der blev også draget paralleller til Leonard Bernsteins musical West Side Story, der to år forinden havde væltet New York med sit moderne, musikalske anslag og en virkelighedsnær historie. Rodgers, Hammerstein og resten af holdet var dybt rystede.
Det fortælles, at det samme hold næste aften, i pausen i forbindelse med forestillingens anden opførelse, hørte Oscar Hammerstein fastslå, at The Sound of Music ville blive et brag af en succes. Dette var der ingen anden, der troede denne novemberaften for mere end 55 år siden. Men Hammerstein fik ret. Førsteopsætningen af The Sound of Music gik over scenen på Lunt-Fontanne Theatre 1443 gange. Og siden blev The Sound of Music den hidtil mest populære Broadway-musical på West End i London, hvor den opførtes 2385 gange på Palace Theatre. Filmversionen fra 1965 skabte også fornyet interesse om teaterudgaven, som igen blev sat op på scener kloden rundt.
Til stede i The Lunt-Fontanne Theatre på Manhattan ved urpremiereaftenen på The Sound of Music i november 1959 var blandt mange andre også filmselskabet Twentieth Century Fox’ chef, Spyros Skouras. Han var vild med forestillingen, og syv måneder senere købte selskabet filmrettighederne til forestillingen. Det var aftalt, at filmen først ville få premiere i 1964, når Broadway-showet var færdigspillet. Men Fox kom snart efter ud i store finansielle problemer, og det var kun få dage før en truende konkurs, at selskabet kunne meddele, at den erfarne og estimerede forfatter Ernst Lehmann ville skrive manuskriptet til filmen. Der var dog allerede rejst tvivl om filmselskabets muligheder for at føre projektet ud i livet, og det viste sig vanskeligt at finde den helt rigtige instruktør. Mange fandt også handlingen i The Sound of Music for lam til et moderne publikum. Men efter at mange andre var spurgt, overtalte Fox endelig ét af tidens største instruktørnavne, William Wyler (Ben Hur og Stormfulde Højder) til at påtage sig opgaven.
I 1963 lå Ernst Lehmanns manuskript klar. Der var redigeret ganske markant i forhold til teaterversionens originale manuskript, der danner grundlag for opsætningen på Det Ny Teater. Rodgers skrev flere nye sange, som føjede flere aspekter til Marias personlighed, men Wyler fandt det alt for sødladent og ønskede, at den tyske annektion af Østrig og krigsmaskineriet skulle fremstå langt klarere i filmen. Det brød filmselskabet sig ikke om. William Wyler begyndte at tabe interessen for projektet, og i stedet kontaktede man hans kollega Robert Wise, som havde haft stor succes med filmversionen af West Side Story, og han sagde ja til udfordringen.
Til rollen som Maria valgte man den engelske skuespiller Julie Andrews. Det blev hendes livs rolle, som hun forløste med charme og stor musikalitet. Og så var det unægtelig en fordel for filmproducenterne, at hun også selv kunne synge sine sange. Det kunne hverken Christopher Plummer i rollen som kaptajn von Trapp eller Peggy Wood som abbedissen, så deres musikalske medvirken indskrænkede sig til at mime, mens Bill Lee og Margery McKay sang det bedste, de havde lært.
The Sound of Music blev indspillet i Salzburg og i byens formidabelt spektakulære omegn i sommeren 1964. Der var afsat syv uger til optagelserne, men netop denne sommer var meget regnfuld i Østrig, så projektet varede tre måneder. 2. marts 1965 havde filmen The Sound of Music premiere i Rivoli Theatre biografen i New York. En filmlegende var født, og The Sound of Music udødeliggjort.
Af Peter Thygesen
Navneredaktør, Politiken.
