My Fair Ladys tilblivelse
Som det har været tilfældet med mange af musicalhistoriens største succeser, blev My Fair Lady i første omgang mødt med skepsis. Musicalen er baseret på George Bernard Shaws skuespil Pygmalion om en arrogant fonetik-ekspert, der forvandler en cockney-blomstersælger til en lady, der kan begå sig i higher society, ved at ændre hendes tale.
Da idéen om at forvandle skuespillet til en musical begyndte at cirkulere i Broadway-kredse, var der ikke mange, der troede på projektet. Tværtimod havde flere af tidens helt store navne – blandt andre Rodgers og Hammerstein og Noël Coward – allerede forsøgt sig og givet op igen.
At My Fair Lady i dag står som musicalklassikeren over dem alle og som et af de mest opførte værker, gør dens tilblivelseshistorie desto mere bemærkelsesværdig.
Det blev Alan Jay Lerner og Frederick Loewe, som – med en lille smule held og en masse hårdt arbejde – til sidst fik Professor Henry Higgins og Eliza Doolittle til at danse hele natten – og det i 6 1/2 år på Broadway og nu i mere end 70 år over hele verden.
George Bernard Shaw havde fra begyndelsen gjort det klart, at han ikke ønskede Pygmalion bearbejdet til en musical. Hans modstand var et udtryk for musicalens måde at fortælle på. Shaw skrev om idéer i sine skuespil. Musicals udtrykker følelser.
For Shaw var dialogen det bærende element. Karaktererne i hans skuespil tænker, argumenterer og udfordrer hinanden sprogligt. Pygmalion er ikke en romantisk fortælling, men et intellektuelt opgør med klassesamfundet og sprogets magt. Elizas forvandling handler ikke om kærlighed, men om selvstændighed og værdighed.
Shaw frygtede, at sangene ville gøre det, musicals ofte gør: oversætte komplekse tanker til følelsesladede bekendelser. Han mente, at en god sanger aldrig ville kunne spille professor Henry Higgins – men at en god skuespiller kunne. Higgins er ikke en mand, der synger om sit indre liv. Han er en mand, der taler, analyserer og provokerer.
Netop derfor virkede Pygmalion ifølge Shaw som et umuligt udgangspunkt for en musical.
De første forsøg
Filmproduceren Gabriel Pascal ejede rettighederne til Shaws skuespil og havde allerede filmatiseret flere af dem. Han var overbevist om, at Pygmalion også rummede et musikalsk potentiale og kontaktede tekstforfatteren Alan Jay Lerner, mens han opholdt sig i Hollywood.
Lerner indgik samarbejde med komponisten Frederick Loewe, og sammen gik de i gang med bearbejdningen. Men hurtigt stod det klart, hvorfor så mange før dem havde givet op.
Pygmalion er ikke en kærlighedshistorie. Eliza forlader Higgins før tæppefald, og i en epilog gør Shaw det klart, at den tidligere blomsterpige gifter sig med Freddy Eynsford-Hill. Samtidig var Shaws dialog så brillant og tætpakket, at det virkede næsten umuligt at skære i den – og handlingen var i høj grad kun bundet til et rum: Higgins’ arbejdsværelse.
I 1952 opgav Lerner og Loewe projektet, og deres partnerskab blev midlertidigt opløst.
Et gennembrud
Gabriel Pascals død bragte de to musicalskabere sammen igen. I kølvandet på Pascals bortgang blev der rejst tvivl om rettighederne til Pygmalion, og Lerner og Loewe var langt om længe i stand til at erhverve dem.
Parret genoptog arbejdet – denne gang med større klarhed. De løste de problemer, de tidligere var stødt på, og traf et afgørende valg: Slutningen blev ændret, så Eliza vender tilbage til Higgins. Ikke som en entydig forsoning, men som en åben afslutning.
Til rollen som den kvindehadende sprogforsker ønskede Lerner brændende Rex Harrison, der allerede var kendt som en fremragende Shaw-skuespiller. Harrison var dog skeptisk – ikke mindst fordi han ikke havde tiltro til sin sangstemme.
Netop dette blev løsningen.
Lerner og Loewe lovede at skræddersy materialet til Harrisons talent. Resultatet blev den karakteristiske tale-sang, hvor ordene – ikke melodien – er i centrum. En form, der lå forbløffende tæt på Shaws ideal.
Til rollen som Eliza Doolittle valgte de den kun 18-årige Julie Andrews, der allerede havde haft succes med musicalen The Boy Friend. En tidens største Broadwaystjerner Mary Martin havde ellers vist interesse, men trak sig, da hun hørte materialet – hun mente, at parret havde mistet deres talent!
Instruktøropgaven gik til Moss Hart, en af tidens mest erfarne teaterfolk. Forestillingen havde stadig ingen titel, da holdet rejste til New Haven forud for forpremieren. Efter at have forkastet titler som Liza og The Lady Liza endte de med den titel, de – efter eget udsagn – hadede mindst: My Fair Lady, inspireret af børnerimet London Bridge Is Falling Down / Falling down, falling down / My Fair Lady.
En øjeblikkelig succes
Rex Harrison var så nervøs for at synge, at han næsten nægtede at gå på scenen til premieren i New Haven. Men han gjorde det – og forestillingen blev en øjeblikkelig succes.
My Fair Lady slog alle tidligere Broadway-rekorder med 2.217 opførelser på The Mark Hellinger Theatre og spillede i 6,5 år. Forestillingen modtog seks Tony Awards, herunder den vigtigste pris som Best Musical. Forestillingens styrke lå i det perfekte match mellem Lerners brillante tekst og Loewes sprudlende musik. Sangteksterne føltes som en naturlig forlængelse af Shaws dialog – ikke som følelsesmæssige forklaringer, men som tænkende sange. Harrisons bidende tale-sang skabte en ny måde at optræde på.
Julie Andrews blev forvandlet fra rendestensunge til selvstændig kvinde – og fra relativt ukendt til Broadway-stjerne.
Film og efterliv
Til filmversionen i 1964 insisterede produceren Jack L. Warner på internationale stjernenavne, idet filmmusicals var blevet vanskelligere at sælge. Cary Grant blev tilbudt rollen som Higgins, men afslog med den begrundelse, at han aldrig ville kunne følge efter Rex Harrison, som endte med at spille rollen på det hvide lærred.
Julie Andrews blev vurderet som et for svagt salgsnavn, og Audrey Hepburn fik rollen som Eliza – med sangstemmen suppleret af Marni Nixon, kendt som spøgelsessangeren fra Hollywood, da hun ofte var store filmstjerners sangstemme, uden publikum kendte hendes navn. Filmen modtog otte Oscars, herunder Bedste Film og Bedste Mandlige Hovedrolle til Harrison.
Siden da har My Fair Lady levet videre på scener over hele verden og er blevet genopsat på Broadway i 1976, 1981, 1993 og 2018.
At musicalen stadig står så stærkt i dag, skyldes måske netop det, George Bernard Shaw frygtede mest – og som Lerner og Loewe formåede at overvinde: At forene idé og musik, intellekt og eventyr, tanke og tone.
