Kejserinde Dagmars liv
Anastasias farmor, som i musicalen har bosat sig i Paris, var den danskfødte prinsesse Dagmar.
Hun blev i 1866 gift med den russiske tronfølger Alexander og kendt som kejserinde Maria Feodorovna.
Bag facaden af pragt
Zarernes hof har historisk fået en magisk glans af guld og ædelstene, et liv i østerlandsk pragt og overflod der gjorde enhver forbindelse med Romanov-familien til en prinsessedrøm. Udadtil så folk sjældent hoffet i andet end vogne i forbifarten på vej til og fra de overdådige paladser i Tsarskoye Selo eller i store slæder på de isdækkede gader i Skt. Petersborgs gasoplyste, mørke vinter. Med opfindelsen af fotografiet blev zarfamilien mere synlig. Officielle billeder af kejserhuset kunne købes i butikker og dekorerede butiksvinduer, og de prydede alt fra postkort til chokoladeæsker.
En politisk virkelighed prægede livet for kejseren, hans familie og alle rigets undersåtter; attentatforsøg, trusler, tyverier, korporlige afstraffelser i hæren og politiovervågning var hverdag. Alligevel spredtes efterhånden historien om riget som flød af mælk og honning, hvor europæiske landmænd så muligheder, og industri strømmede til og tilførte teknologi og produktion.
Marianne Mortensen spiller enkekejserinde Maria Feodorovna i Anastasia The Musical.
Prinsesse Dagmars barndom
Som barn og ung pige tilbragte den danske prinsesse Dagmar (1847-1928) – den senere kejserinde Maria Feodorovna af Rusland – sine første 17 leveår i Det Gule Palæ i Amaliegade og på Bernstorff Slot i Charlottenlund. Hendes forældre, prins Christian og prinsesse Louise, havde her skabt en beskeden tilværelse, langt fra kongelig pragt og offentlighed. De kaldte hende ”Minnie”.
Dagmars bånd til sine mange søskende var stærkt og hendes hengivenhed for søsteren Alexandra og broderen Valdemar, blev kendetegnende for hendes eget familieliv og fremtidige tilværelse. Barndommen var dog ikke uden krav. Hendes forældre, prins Christian og prinsesse Louise, der senere blev Danmarks konge og dronning, havde store ambitioner for deres børn.
Dagmar havde fem søskende: Frederik der efterfulgte deres far som konge af Danmark i 1906; Alexandra der blev gift med Edward 7. af Storbritannien; Vilhelm der blev konge af Grækenland som Georg 1.; Thyra der blev gift med Ernst August, hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover; og prins Valdemar der blev gift med den franske prinsesse Marie af Orléans. Det er ikke uden grund, at Christian 9. fik tilnavnet “Europas svigerfar”.
Forlovelsen med Romanov-familien
Da det kom på tale med en forlovelse for den unge Dagmar, måtte hun både lære sig russisk sprog, russisk skik og kultur og skifte tro. Skygger lå over hendes ungdom. I sommeren 1864 blev Dagmar forlovet med den russiske storfyrst Nikolai, arvingen til Romanov-familiens kejserlige imperium. Men allerede i april 1865 kom den 16-årige prinsesse til at overvære sin forlovedes død. På sit dødsleje bad Nikolai sin bror Aleksander om at ægte Dagmar, og sådan gik det. 23. juni 1866 friede den afdøde Nikolais bror, storfyrst Aleksander til Dagmar i en sofa på Fredensborg. Hvad der begyndte som et arrangeret ægteskab udvikleede sig til stor kærlighed.
Afskeden med Danmark
Der blev fældet tårer, da Dagmar i 1866 blev fulgt til havnen i København, for at indlede sin brudefærd ombord på kongeskibet Sleswig. H.C. Andersen markerede begivenheden med et afskedsdigt, hvor han beskrev kejserkronen i brudekransen og prinsessens trillende tårer, der blev til perler. Prinsesse Dagmars liv i det fjerne russiske kejserrige tegnede til at blive et eventyr. De to unge ægtefæller skulle blive kejserpar af Rusland og sammen stifte en stor familie, som levede i overdådig pragt. Men midt i familiens lykke blev deres tilværelse i stigende grad præget af alvorlige politiske begivenheder.
Livet som kejserinde
Velklædt, med ben i næsen og en særlig evne til at charmere sine omgivelser, blev prinsessen indflydelsesrig ved det russiske hof. Hun forstod effektivt at lede sin hofstand og at imponere ved hoffets begivenheder. Dagmar blev populær i Romanov-imperiet. Hun førte kejserhoffet ind i en brillant periode af skønånd, stor litteratur, kammermusik, opera og kunstnerisk håndværk. Hun var kosmopolit og bragte verden udefra med sig ind i de forgyldte sale i Vinterpaladset.
I løbet af kejserindens lange liv vendte hun igen og igen tilbage til sit fødeland. Det hed sig, at hun i væremåde altid vedblev at være meget dansk, og at hun ganske særligt støttede og fremmede danske firmaer og personers engagementer i sit russiske kejserrige.
Fredensborgdagene
Kong Christian 9. og hans hustru dronning Louise
samlede i de glade fredensborgdage i 1880´erne og 1890´erne børn, svigerbørn og børnebørn under uformelle forhold på Fredensborg Slot. Maria Feodorovnas ældste søn, kejser Nikolai Aleksandrovitj og hans hustru Alexandra besøgte Danmark enkelte gange.
I begyndelsen af september 1901 var parret sammen med deres fire døtre storfyrstinderne Olga, Tatiana, Maria
og Anastasia på gennemrejse til Tyskland og Frankrig, da de nød en uges ferieophold i Danmark. Kejserinde Alexandra opholdt sig gerne i sensommerens solskin på plænerne i Fredensborgs park sammen med de små storfyrstinder, og trillede den lille Anastasia rundt i barnevogn. Nikolai havde mange glade minder fra Danmark, og vedblev troligt at betale ejendomsskat til Asminderød-Grønholt kommune for sin faders lille villa – kejservillaen – i Fredensborg indtil 1917.
Men de skønne fredensborgdage var talte. I 1904 fødte kejserinde Alexandra en længe ventet tronarving, den sidste i rækken af hårde fødsler. Drengen kaldte de Aleksej. Det var kejserparrets store tragedie, at den længe ventede lykke over det elskede barn skulle bane vejen
for hemmelighedskræmmeri og rygtedannelser. Drengen led af alvorlig uhelbredelig sygdom og ingen måtte vide det! Enkekejserinde Maria Feodorovnas storfyrstelige børnebørn tilbragte derfor deres liv i en beskyttet tilværelse, der gjorde deres sammenhold tættere.
Barnebarnet Anastasia
Som en enhed underskrev de 4 storfyrstinder sig OTMA, en sammenskrivning af forbogstaverne i deres navne. Af de 4 søstre var Anastasia den livlige spilopmager, der altid var klar til at lave ballade, men hun var også den der havde overskud til at holde humøret oppe hos de andre. Hun var også slem og var den der oftest blev skældt ud. Hun kunne skære ansigter til ære for fotografen og klatre i træer og hoppe i søer bedre end den værste gadetøs. Og så var hun kendt for at have bolsjer og chokolader i lommerne på sine fine hvide kjoler. Først i 1913, i forbindelse med Romanov-familiens 300 års fejring, deltog storfyrstinderne i kejserhusets ceremonier i fuld offentlighed.
Presset blev forøget på Romanovimperiets magt som
blev ændret ved lov i 1905. Samtidig med at zarfamilien isolerede sig, lagde de større afstand til enkekejserinden. Men kejser Nikolais kærlighed til sin mor forblev usvækket gennem årene. Han forærede hende bl.a. kostbare gaver og Fabergé-æg.
De sidste år i København
Verdenskrig, revolution og borgerkrig fulgte. I revolutionsårene levede Dagmar i husarrest på Krim, indtil hun blev reddet af sin søster Alexandra. Det britiske krigsskib HMS Marlborough bragte Dagmar ud af landet i påsken 1919 midt under borgerkrigens rasen, og i 1920 flyttede hun permanent ind på Hvidøre Slot ved Øresundskysten nord for København. I modsætning til
i musicalen hvor hun har bosat sig i Paris, tilbragte
Dagmar den sidste tid af sit lange liv i Danmark omgivet
af sin datter Olga, sine livkosakker og dele af sit hof. En særlig status havde hofdamen Zinaida Mengden og kammerfruen Cecilia Grünwald, som efter enkekejser-indens død boede i en lille lejlighed på Østerbro. Hendes datter Olga boede i mange år i Ballerup.
Dagmar købte Hvidøre Slot i 1906 sammen med sin søster Alexandra, dronning af England, for at have en fast bopæl under deres besøg i Danmark. De tilbragte hver sommer fra 1907-1914 på Hvidøre.
Enkekejserinde Dagmar døde på Hvidøre 13. oktober 1928 og hendes sarkofag blev hensat i et kapel i Roskilde Domkirke. I 2006 blev enkekejserindens sarkofag ført fra Roskilde Domkirke til Skt. Petersborg for der at blive bisat i gravkapellet i Romanov-familiens Skt. Peter og Paul-katedral. Hendes sidste rejse fra København til Skt. Petersborg blev fulgt af tusindvis af mennesker. Efter et liv præget af storhed og tragedie, blev hun til sidst genforenet med sin mand.
Af Casper Andreas Jørgensen.
