SUNSET BOULEVARD – Andrew Lloyd Webbers mesterværk.
Oplev en ny, spektakulær produktion af en af de mest ikoniske musicals – baseret på Billy Wilders legendariske film om Hollywood, besættelse og romantik. Med storslået musik af Andrew Lloyd Webber og ikoniske sange som With One Look og As If We Never Said Goodbye, fremført af et stort cast og orkester.
I Hollywoods guldalder var Norma Desmond en af de største stumfilmstjerner. Men tiderne har ændret sig. Talefilmen har forvandlet alt, og den tidligere diva lever nu i en fantasiverden isoleret i sin villa på Sunset Boulevard.
Den unge manuskriptforfatter Joe Gillis, der er på flugt fra sine kreditorer, søger en dag tilflugt i hendes palæ og vikles ind i en verden af illusioner og håb om et comeback. Norma ansætter ham til at skrive det manuskript, der skal bringe hende tilbage i rampelyset.
Drømme og virkelighed flyder sammen i et farligt spil af afhængighed, manipulation og længsel indtil hans kærlighed til en anden kvinde får ham til at forsøge at bryde fri – med dramatiske konsekvenser.
Sunset Boulevard opføres på dansk.