I krig, kærlighed - og skak!
Selvom vi nu skriver 2025, er de grundlæggende temaer i CHESS – magtkampe, national identitet, mediernes rolle og følelsers betydning i stormagtspolitik – desværre mere aktuelle end nogensinde.
CHESS markerer snart sit 40-års jubilæum, men den har langt fra mistet sin kant eller sin relevans.
Den taler direkte ind i den nye verdensorden, hvor jernetæppet ganske vist (på papiret) er rustet væk, men som igen er præget af krige, stærke mænd, medier og globale spændinger. Vladimir Putin har genetableret et Rusland, der insisterer på sin egen storhed, og Donald Trump har med sin “America First”-retorik genoplivet forestillingen om politik som et spil, hvor kun én kan vinde. Det gør CHESS’ skræmmende nærværende: stormagternes skakspil er tilbage – bare med nye brikker.
Den store og den lille konflikt
CHESS udspiller sig både på det globale og det intime plan: Skakturneringen mellem en amerikansk og en russisk stormester bliver et billede på stormagternes spil, men også på den personlige kamp mellem kærlighed og loyalitet. Midt i den politiske spænding opstår så desuden et trekantsdrama mellem den russiske skakmester Anatoly, den amerikanske modspiller Freddie og så Florence, kvinden, der står mellem dem.
Skakbrættet bliver både politisk slagmark og kærligheds-arena. De store linjer spejler de små og omvendt.
Den dobbelthed kender vi i dag. Når verdensledere optræder på topmøder med smil og håndtryk, samtidig med at de indfører sanktioner eller støtter væbnede konflikter bag kulisserne, bliver politik netop en kamp mellem det synlige og det skjulte – præcis som i musicalens verden. Florence står som et moderne menneske fanget i et spil, hun ikke har valgt, men alligevel må navigere i. Det er en situation mange i dag kan spejle sig i, midt i storpolitik, krig og klimakrise.
Musicals som genre og som scenekunst har den særlige styrke, at man kan lade de følelsesmæssige kampe udfolde sig i sangene. I Nobody’s Side synger Florence om, hvordan man i en verden fuld af dobbeltspil og skjulte dagsordener ikke kan stole på nogen, hverken politisk eller privat. Det bliver et tema, der gennemstrømmer hele forestillingen. Og når Anatoly i Anthem synger sin smukke hyldest til sit hjemland – ikke til regimet, men til folket og kulturen – bliver det klart, at konflikten også handler om værdier, identitet og tilhørsforhold.
Strategi og taktik i en uforudsigelig verden
På overfladen handler CHESS om skak, men under brættet lurer temaer om manipulation, iscenesættelse og magt. Det er næsten for symbolsk, at amerikaneren hedder Freddie Trumper, og er højtråbende, ustabil og med hang til spektakel, mens russeren Anatoly fremstår behersket, rolig og indadvendt. En karikatur, som stadig præger den globale dagsorden: den stærke mand, der opbygger sit image gennem medierne – hvor det handler mere om, hvordan man fremstår, end hvad man faktisk gør.
Da CHESS kom frem i 1986 var Donald Trump faktisk allerede en mediedarling i New York, kendt for sine spektakulære ejendomsprojekter og sin selviscenesættelse.
Han var især berømt for Trump Tower, som åbnede i 1983 på Fifth Avenue i Manhattan – en luksusbygning, som cementerede hans status som en kendt ejendomsmagnat. Men også for sin selvpromovering: han optrådte i tv-programmer, magasiner og interviews, hvor han ofte præsenterede sig selv som et symbol på amerikansk succes og rigdom.
Navnet “Trumper” må i dag uundgåeligt referere til Donald Trump – om det så i sin tid var med vilje eller ej. Ligesom Freddie skaber Trump konflikt, polarisering og opmærksomhed, ofte med en næsten teatral fornemmelse for timing. Han bruger medierne som våben, og det gør Freddie også. Samtidig ses i Anatoly en forløber for nutidens mere tyste magtfigurer: folk som Putin, der agerer med isnende præcision og strategisk tålmodighed. Hvor Freddie larmer, venter Anatoly.
Medier, magt – og følelser
Pressemødet er en central scene i CHESS, og det er ikke tilfældigt. Her bliver skakturneringen en PR-begivenhed, et show, hvor det handler om at sælge billeder, slogans og alliancer. Medierne sætter dagsordenen, og virkeligheden bliver til et spil om opmærksomhed. Præcis som i dag, hvor “spin”, breaking news og sociale medier former hele den politiske kommunikation. Når alt skal deles, filmes og forstås på sekunder, bliver hele verden et pressemøde.
I The Story of Chess, som åbner forestillingen, bliver selve spillet brugt som en allegori for verdenshistorien: en kamp mellem rationalitet og følelser, mellem strategi og impulser. Og netop den balance er det moderne menneskes dilemma: vi træffer beslutninger i et konstant spændingsfelt mellem logik og instinkt, mellem algoritmer og hjerteblod.
En moderne klassiker
CHESS var fra begyndelsen banebrydende og den blev en del af ”megamusicalens” gennembrud i 1980’erne sammen med f.eks. Les Misérables og The Phantom of the Opera, der havde premiere samme år. CHESS blev ligesom bl.a. Jesus Christ Superstar født som et konceptalbum, skabt af ABBA-duoen Benny Andersson og Björn Ulvaeus med Tim Rice som tekstforfatter. Det var en arv fra 60’ernes og 70’ernes kunstrock, med The Beatles’ Sgt Pepper-album som det første.
Musikken i CHESS ramte tiden. One Night in Bangkok, med sin blanding af rap, pop og synthesizere, blev et globalt hit og lå på hitlisterne i årevis.
Samtidig revolutionerede Chess det visuelle udtryk med brugen af den første videovæg i teaterhistorien. Publikum blev præsenteret for simultane billeder og live-TV-transmissioner på scenen – et teknologisk nybrud, der næsten profetisk pegede frem mod vor tids medielandskab, hvor alt foregår live og i høj opløsning.
I dag, hvor TikTok, livestreams og deepfakes former virkelighedsopfattelsen, virker CHESS næsten forudseende.
Men CHESS går endnu dybere, for spillet fungerer som en metafor for forhandling, relationer og forræderi. Hvem rykker først? Hvem venter? Hvornår ofrer man en brik – og hvornår står man fast? I både politik, kærlighed og venskab foregår der ustandselige forhandlinger. I You and I, der er en duet mellem Anatoly og Florence, ser vi konsekvenserne af disse strategiske valg: Kan kærligheden overleve, når man hele tiden skal tænke tre træk frem?
Identitet og performance
CHESS tematiserer også store emner som identitet, kønsroller og menneskelig performance. Hvad vil det sige at høre til? Hvor ligger ens loyalitet? Hos nationen, familien eller sig selv? Florence er fanget mellem
mændenes spil og sine egne følelser. I sangen Heaven Help My Heart får hun endelig plads til at sætte ord på sin splittelse mellem ansvar, kærlighed og frihed – og afslører måske trods alt menneskelighed bag de strategiske manøvrer.
I dag, hvor diskussionen om køn, identitet og performance fylder mere end nogensinde, virker CHESS igen overraskende aktuel. Vi lever i en tid, hvor grænserne for, hvem vi er, og hvem vi må være, konstant flytter sig. Florence kunne lige så vel være en moderne diplomat, en whistleblower eller en aktivist, fanget i krydspres mellem system og samvittighed.
Forestillingens fokus på forsoning og hjemvenden har stadig en stærk genklang i en verden præget af konflikt og opbrud. Da Anatoly i sidste akt vender tilbage til Rusland, er det ikke kun et valg af nation, men et forsøg på, som menneske, at finde hjem i en splittet verden. Et hjem, vi alle længes efter – uanset hvor på skakbrættet vi står.
Af Michael Eigtved.
Lektor i Teater- og performancestudier.