Anastasia - en moderne heltinde
Den russiske revolution i 1917 markerede begyndelsen på enden for Romanov-dynastiet, en af Europas mest magtfulde og længst regerende kongeslægter. I juli 1918 blev zarfamilien brutalt henrettet i Ekaterinburg, men myten om at den yngste datter Anastasia på mirakuløs vis skulle have undsluppet, har i årtier fastholdt folks fantasi og har fundet vej til skuespil, Hollywood, tegnefilm og senest som musical.
I dag ved man med sikkerhed, at Anastasia blev dræbt sammen med resten af sin familie. Men i mange år var hendes skæbne omgærdet af mystik. Spekulationerne blev især holdt i live af en kvinde ved navn Anna Anderson, som hævdede at være den overlevende prinsesse. I 1956 modtog Ingrid Bergman en Oscar for sin præstation som Anastasia i Anatole Litvaks Hollywood-film af samme navn.
Mytens oprindelse
Efter mordet på Romanov-familien opstod hurtigt rygter om, at et eller flere af børnene kunne have overlevet. Det skyldtes blandt andet, at det i første omgang kun blev offentliggjort, at Zar Nikolaj II var blevet dræbt. Frem til 1991 vidste man heller ikke, hvor ligene af zarfamilien var begravet, og da man fandt graven, blev rygterne genoplivet, idet ligene af to af børnene ikke blev fundet sammen med de øvrige familiemedlemmer. Spekulationerne fik gennem årene næring af forskellige kvinders påstande om at være Anastasia.
Den mest kendte og overbevisende var Anna Anderson. Hun dukkede op i Tyskland i 1920’erne, og hun hævdede at være den overlevende storfyrstinde. Retssager, psykologiske udredninger og en massiv offentlig interesse fulgte i årtier, indtil DNA-beviser endelig kunne fastslå, at Anna Anderson ikke var Anastasia, og at ingen af Romanov-børnene havde overlevet. Men på dette tidspunkt var myten allerede dybt forankret i populærkulturen.
Populærkulturens forvandling af myten
Fortællingen om Anastasia, der kombinerer tragedie med håb og eventyr, fascinerede især i den vestlige verden. I 1952 blev skuespillet Anastasia af Marcelle Maurette opført i Paris, og i 1954 havde forestillingen premiere i USA. Skuespillet blev en succes og cementerede ideen om Anastasia som den forsvundne prinsesse.
Hollywood greb hurtigt historien. I 1956 blev Maurettes skuespil filmatiseret med Ingrid Bergman i hovedrollen som Anastasia og Yul Brynner som hendes modstykke. Filmen blev en klassiker, og Ingrid Bergman modtog en Oscar for sin præstation. I filmen søger Anastasia mod Danmark, idet Anastasias farmor, enkekejserinde Maria Feodorovna (den tidligere prinsesse Dagmar), opholdt sig i København efter revolutionen. Flere af filmens scener er derfor optaget i Tivoli og på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Anastasia og enkekejserinden langt om længe skal genforenes. Den romantiserede version af Anastasias skæbne blev vidt udbredt, og lever i dag som en kontrafaktisk ‘hvad nu hvis’-historie, der har transcenderet de historiske kendsgerninger.
Animeret Anastasia: Fra historie til eventyr
Det var dog først i 1997, at fortællingen om Anastasia blev en verdensomspændende sensation med premieren på den animerede film Anastasia fra 20th Century Fox-studierne. Filmen, der havde stemmer af bl.a. Meg Ryan og Angela Lansbury, blev nomineret til flere priser, herunder to Oscar-nomineringer for bedste musik.
Don Bluth, der oprindeligt var animator ved Disney-studierne og siden havde etableret sit eget animationsstudie, instruerede filmen sammen med Gary Goldman. De forvandlede den tragiske historie til en eventyrfortælling, hvor Anastasia, kaldet Anya i filmen, søger sin sande identitet med hjælp fra de to småsvindlere Dmitri og Vlad.
Historien fik tilført elementer af sort magi. Den onde troldmand Rasputin forsøger i animationsfilmen at tilintetgøre det sidste, der er tilbage af Romanov-slægten, som han føler har forrådt ham.
Animationsfilmen afveg således markant fra de historiske begivenheder, men netop denne eventyrlige fortolkning kan være en af årsagerne til, at filmen blev så populær. Den magiske fortælling, de iørefaldende sange og rejsen, som Anya er på, appellerede til publikum verden over, selvom filmens frie fortolkning af de historiske fakta begrænsede dens popularitet i Rusland.
“Jeg vil bare gerne vide, hvem jeg er. Og vide om jeg tilhører en familie.”
(Anya i animationsfilmen Anastasia).
En yderligere årsag til filmens succes kan være, at Anya skilte sig markant ud i en verden af tegnefilm domineret af Disney-prinsesser. I stedet for at vente på at blive reddet af en prins, er Anya som hovedperson en handlekraftig, stædig og modig kvinde. Hun er uafhængig og kæmper aktivt for sin identitet, i stedet for at acceptere sin skæbne. Selvom romantik spiller en rolle i filmen, er det aldrig det centrale omdrejningspunkt for Anyas fortælling. Hun blev en ny type ‘prinsesse’, der kan have inspireret senere hovedpersoner som Mulan, Rapunzel i To På Flugt og Elsa i Frost. En ny generation af prinsesser, der er mere selvstændige, komplekse og handlingsorienterede, med en stærk følelse af identitet og personlig udvikling og hvis rejse ikke kun drejer sig om romantik.
Musicalen: Historien genfødes
I 2017, 100-året for den russiske revolution, fik Anastasia igen liv på scenen. Nu som Broadway-musical baseret på animationsfilmen fra 1997 og Maurettes skuespil.
Den kreative duo Lynn Ahrens og Stephen Flaherty, som havde skabt filmens sange, fik til opgave at bearbejde filmen til scenen. Nu med en ny manuskriptforfatter, Terrence McNally, som kunne se på historien med friske øjne, idet han ikke var involveret i skabelsen af filmen. Trioens ambition var ikke at overføre filmen til scenen 1-til-1, men at behandle historien og den politiske virkelighed bag på en ærlig måde.
Musicalen væver således flere historiske elementer ind i fortællingen og skaber en mere kompleks og nuanceret historie, der er mere tro mod de historiske begivenheder, end animationsfilmen var. Bl.a. ved tilføjelsen af 16 nye sange og antagonisten Gleb Vaganov, sovjetisk vicekommissær der forfølger rygtet om Anastasia og er fast besluttet på at bringe hende til tavshed.
Musicalen har gået sin sejrsgang på teatre over hele verden og har nu danmarkspremiere på Det Ny Teater i en ny overdådig opsætning.
Anastasia lever videre
En del af forklaringen bag Anastasia-mytens vedvarende appel ligger i fortællingernes tidløse temaer om identitetssøgen, social opstigning og overlevelse mod alle odds. Mennesker har altid været draget af kongelige og aristokrati, især når deres liv er indhyllet i mystik. Som Anya udtrykker det i animationsfilmen: “Det er temmelig svært at tænke på sig selv som fyrstinde, når man sover på et koldt gulv. Men jo, enhver ensom pige håber vel, at hun er en prinsesse.”
Anastasia repræsenterer således en virkelighedsflugt, en eskapistisk drøm, hvor mirakler stadig kan ske. Myten blev samtidig romantiseret i Vesten som en modpol til den kommunistiske ideologi – et symbol på den verden, der gik tabt med revolutionen.
De amerikanske fortolkninger af Anastasia-myten har desuden intensiveret “The American Dream”-narrativet i fortællingen, hvilket sandsynligvis har bidraget til dens popularitet i bl.a. USA. Anyas rejse fra forældreløs pige uden fremtid til status som storfyrstinde afspejler ideen om, at man kan tage kontrol over sin egen skæbne og stige til storhed gennem vilje, hårdt arbejde og en smule held. En fortælling der deler flere ligheder med tidløse, klassiske historier som Askepot og My Fair Lady. Ligesom Askepot skal Anya gennemgå en transformation – både ydre og indre – for at blive den person, hun i virkeligheden er. Hun lærer alt om den royale historie og etikette, meget lig Eliza Doolittle i My Fair Lady, der under Henry Higgins’ vejledning forvandles til en fin dame.
Anya kender i starten ikke sin sande identitet, men udviser styrke, mod og beslutsomhed på sin rejse – en moderne heltinde mange kan relatere til. Særligt i dag hvor identitet og rødder er en særlig del af folks selvforståelse, og hvor mange navigerer gennem personlig usikkerhed for at finde en plads i verden.
Hvor de fleste eventyr ligger langt tilbage i tiden, er myten om Anastasia blevet en del af den kollektive bevidsthed som et nutidigt eventyr, som udspillede sig for kun lige godt 100 år siden.
Selvom vi i dag ved, at Anastasia ikke overlevede natten i Ekaterinburg, lever myten om hende således videre som et symbol på drømme, mystik og den evige menneskelige trang til at finde mening og håb i tragiske begivenheder.
