Adrian Lloyd Hughes klumme
”Gode skurke - og hvorfor vi elsker dem"
Hvorfor er kriminelle så charmerende? Guys And Dolls er befolket med løgnere, gamblere og småsvindlere af den type, vi allernødigst ser vores døtre blive forlovede med.
Men vi ønsker dem hver og én knæk og bræk, så længe vaneforbryderne holder sig på scenen eller det hvide lærred. Vi håber til det sidste, at deres lovstridige forehavender krones med held.
Eksemplerne på de kriminelle, vi har taget til hjertet, tårner sig op. De spænder over de indlysende til de regulært uforståelige:
I Olsen-Banden har Erik Balling og Henning Bahs skabt en fortælling om en lille mand, som med ukueligt gåpåmod kæmper mod en usympatisk overmagt. Mange af os ser os selv i det fejlplacerede geni Egon Olsen. Vi føler med, at han skal trækkes med sine uduelige kumpaner Benny og Kjeld. Sammen stjæler de tre aldrig fra nogen, som ikke fortjener det. Egon har f.eks. aldrig haft en plan om at stjæle fra folk som os, der ser hans film.
Olsen er helt fra en tid, hvor det var betydeligt fredeligere at være bande-relateret. Som Robin Hood har Egon udelukkende sit stetoskop og sine gummihandsker rettet mod de Franz Jäger fra Berlin-pengeskabe, som er fyldt med sorte kontanter. De står hos EF-svindlende smør-baroner, korrupte kammerherrer og stor-forurenende multinationale forretningsimperier. Var man borgerligt orienteret kunne man mene, at filmserien gav et fortegnet billede af privat foretagsomhed. Det undrer ingen, at Olsen-Banden blev så populær i Østtyskland. Egon kæmpede mod kapitalister, svindlere og andre velhavere, ligesom det samtidig var den lille mand mod systemet, der stod i vejen for ham.
I TV-Serien Matador følger vi den virkelystne hovedperson Mads Andersen-Skjern så tæt, at vi tilgiver ham, når han set med lovens sammenknebne øjne klipper en hæl og skærer en tå. Lidt småkorruption skal der da være plads til? F.eks. når matadoren skal bestikke en byrådssekretær til at bortskaffe et uheldigt dokument, som forhindrer ham i at bygge en konfektionsfabrik. Eller når han med en fordækt ejendomshandel hvidvasker overskuddet fra sit samarbejde med værnemagten.
Mere mærkeligt er det, at vi også holder med skurke, som overtræder lovens strengeste paragraffer. Et monumentalt eksempel er de tre Godfather-film af Francis Ford Coppola. Her følger vi med glubende engagement en familie, som bygger sin velstand på de værste forbrydelser: opkrævning af ”beskyttelsespenge ” af lokale handlende, prostitution, ulovlig alkoholdistribution, salg af narko og korruption af dommere og politikere.
Forretningsimperiet bygger på hensynsløs vold, oftest drab. Moderne film-analytikere har kaldt trilogien en langstrakt fejring af toksisk maskulinitet. På en god dag på kontoret for det nytiltrådte familieoverhoved Michael Corleone snigmyrder han fem af sine konkurrenter og to af sine nærmeste, herunder hans egen svoger. Alt imens han er til barnedåb som gudfar for sin nevø. Og så glæder vi os til 2’eren.
Der må altså være noget ved kriminelle, som fascinerer os. Måske fordi de har frisat sig fra de snærende civiliserede bånd, vi andre helt almindelige kedelige borgere underordner os.
I Jonathan Demmes The Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) spiller Anthony Hopkins seriemorderen og kannibalen Dr. Hannibal Lecter. Han gør det så begavet og med så isnende charme, at vi ønsker ham held med at flygte fra fængslet. Plotspoiler: det lykkes!
Så væmmelige er spillefuglene Sky Masterson og Nathan Detroit heldigvis ikke. Deres brøde består trods alt kun i at trodse statens daværende forbud mod spillevirksomhed. Det betyder, at deres kriminalitet mestendels handler om at blanke andre spillefugle af. Med mindre disse er sygeligt spilafhængige, altså ludomaner, så kan man sige, at de selv er ude om det.
I USA bliver regler for pengespil afgjort fra stat til stat, og mest ulovligt var det mellem 1910 og 1931, hvor Nevada gik foran og lovliggjorde det. Forbuddet var begrundet i at forsøge at beskytte borgerne mod deres uhensigtsmæssige trang til spil. Ludomani tvinger stadig folk fra hus og hjem. Men rundt om i verden har de fleste stater erkendt, at mange mennesker vil spille. Nogle meget, andre lidt. Derfor giver det mest mening, hvis staterne selv driver spilleplatformene og kasinoerne, så de i det mindste kan anbefale at spille ansvarligt. Og det er en giga forretning. I Danmark spillede vi sidste år pengespil for hele 11 milliarder kroner.
Så store pengestrømme kommer Sky Masterson og Nathan Detroit ikke i nærheden af. Den største indsats i deres væddemål i musicalen hedder Sarah Brown. Strengt taget er det ikke super sympatisk at vædde om, hvorvidt en kvinde lader sig forføre eller ej. Jeg anbefaler det ikke. Men i dette tilfælde tilgiver vi det, fordi kærligheden sejrer – på trods af den skurkagtige spillemani!
”Mænd fra Mars og kvinder fra Venus”
Musicalen Guys and Dolls handler om et fænomen, som foreløbigt har været en gåde i 300.000 år. Nemlig, hvordan det kan være, at vores nuværende udgave af menneskeaben har kunnet formere sig så flittigt og så længe. Homo Sapiens får afkom ved at artens hunner og hanner parrer sig – men hvordan i alverden kommer de nogensinde så vidt?
Vores primats to køn opfører sig så forskelligt, at det er uforståeligt hvad de finder sammen om.
Guys and Dolls trækker kønsforskellene hårdt op. Sarah Brown er ung og godtroende og vil redde verden med kristendom. Hun kurtiseres på skrømt af flanøren og den professionelle spiller Sky Masterson. Han skal ikke have klinket noget, der ligner forpligtelser, som kunne føre til et parcelhus med køkken-alrum og trehjulede cykler foran carporten. Samme blanke afvisning af hymens snærende lænker har spillefuglen Nathan Detroit, som med vold og magt og søde løgne vægrer for sig, når natklubsangerinden Miss Adelaide fromt efterspørger en ring i forlængelse af en uendelig forlovelse.
Kigger man hen over forskerbrillen på Sarah Brown og Miss Adelaide, søger hunnerne her økonomisk og psykologisk stabilitet og evt. en tiltrækkende personlighed – og i den rækkefølge. Mens hannerne Sky Masterton og Nathan Detroit, hvis det ellers var muligt, kunne være fuldt ud tilfredse med at spille sig til og miste formuer, mens de fik rå og hæmningsløs sex med så mange hunner som muligt.
Nogle opfatter det som gammeldags at beskrive forskellen mellem de to køn så stereotypt. Men masser af forskning understøtter kønslige forskelle på, hvordan mænd og kvinder opfører sig. F.eks. er otte ud af ti ludomaner mænd. Årsagerne er givetvis komplicerede, men tillad mig at sige: Mange af os mænd overvurderer vores kompetencer. Vi bilder os ind, at vi er klogere end de fleste og selvfølgelig også, at vi kan slå kasinoets statistiske sandsynlighedsberegninger.
Og vil vi giftes? Når mænd og kvinder så alligevel finder sammen, kan det skyldes, at kønnene netop tænder på modsætningerne. En ven fortalte mig, at han aldrig helt ville forstå sin hustru. Det var det, han holdt allermest af ved hende. En anden ven fortalte mig, at han var helt sikker på, at han var bøsse – men det var altså Helene, han var forelsket i, og hende han ville have børn med. Det fik de så, og levede lykkeligt til deres ægteskabs ende.
Måske finder vi også sammen med partnere, som vi håber at forvandle til den, vi efterspørger? En kvinde kan engagere sig i et følelsesmæssigt håndværkertilbud af en mand, fordi hun af et godt hjerte vil frelse ham fra hans afstumpethed. En mand kan forelske sig i en kvinde, fordi hun på alle måder er vidunderlig. Og så må han pragmatisk leve med hendes rædsomme familie og med at blive slæbt med til foredrag om moderbinding og udstillinger af billedtæpper. Efter den indledende forelskelse bliver pardannelser i de fleste tilfælde et kludetæppe af kompromisser.
Vi får aldrig slået mur- og nagelfaste søm i, hvad det er, vi mennesker tænder på hos hinanden. Og måske er det derfor, vi så tit glæder os over fortællinger om dem, det lykkes for.
”Min helt, Preben Kristensen”
”Min helt, Preben Kristensen”
Jeg bliver bare så inderligt glad, når jeg på en rolleliste får øje på Preben Kristensen. Helst måtte han gerne være på scenen hele tiden, men da han er født i 1952 bør jeg måske tilgive, hvis han løfter foden fra speederen en anelse. Han dukker op på Det Ny Teaters scene i løbet af efteråret i Guys And Dolls. Når bare han er med, går jeg trygt i teateret, som gik jeg til fest med mindst én gammel ven, så kunne jeg med sindsro overkomme en syndflod af nye ansigter.
Jeg og det meste af Danmark opdagede ham, da han sammen med Thomas Eje og Anders Bircow pludselig dukkede op i DR’s monopolfjernsyn i 1979. Den knasdygtige tv-mand Niels Hovgaard fik optaget de nyuddannede skuespilleres underholdningsshow på Jacobs BBQ i Aarhus, og siden blev Linie 3, som de sammen kaldte sig, et fast indslag i TV i Teltet. Vi var alle som én begejstret og charmeret af deres forbløffende kombination af elegant lune, talent, timing og musikalitet.
Men i min verden stak han fuldstændigt af fra de andre, da han i 1983 spillede hovedrollen som drag-queen’en Arnold i ”Det var en lørdag aften” på det daværende Rialtoteater på Frederiksberg. Den amerikanske dramatiker Harvey Fierstein havde oprindeligt skrevet dramaet til sig selv som tre enaktere; når den blev opført i rap med titlen ”The Torch Song Trilogy” varede den ca. fire timer og tog verden med storm.
Set med nutidens briller svarede oplevelsen måske til at binge-watche en hel TV-serie på én weekend. Måske har det også spillet ind på min oplevelse, at teateret kun kunne rumme 217 publikummer, så vi næsten sad med hinanden på skødet. Jeg blev i hvert fald så dybt optaget af fortællingen, at jeg græd som pisket over dens tragedier og jublede med armene over hovedet, når noget lykkedes. Jeg var stærkt fortørnet over, at der hele TO gange blev ringet ud til pause mellem én-akterne. Jeg måtte nærmest lænkes til sædet for ikke at spunse efter publikummerne og genne dem tilbage ind i mørket, så vi kunne få at vide, hvad der nu ville ske for alle dem, vi holdt af. Forestillingen satte sig i mig som en livslang kærlighed til selve teateret; at vi kan være sammen i et rum og ånde den samme luft, mens nogen blandt os påtager sig at spille roller, vi andre får et forhold til og måske ser lidt af os selv i.
Kristensen var på det tidspunkt ikke åben bøsse, og han var landskendt som en af tidens dygtigste, sjoveste og mest musikalske komikere. Det var en vild risiko for såvel ham som Rialto Teatrets direktør Ebbe Langberg at caste ham som bøssen, der kæmper med kærligheden til kærester, elskere, adoptivbørn og familie. Til sammenligning pådrog Dirch Passer sig f.eks. noget nær et banesår, da han prøvede kræfter med rollen som den mentalt tilbagestående og godmodige kæmpe Lennie i John Steinbecks “Mus og mænd” – han blev mødt med så massive latterbrøl at han til sidst måtte give efter og spille med på det, publikum forventede.
Siden hen har Preben Kristensen vist, at han i grove træk kan alt. Han har båret kolossale roller i alt fra Disney til Dostojevskij. Han går tilsyneladende til alle opgaver med en sikkerhed og et intelligent greb om rollen, som står mejslet i marmor set fra mit sæde. Selv i en lille bitte cameo-optræden i en kvart optagedag på et filmset kan han for mig fuldstændigt stjæle billedet.
Det gør han f.eks. i Tomas Villum Jensens komedie ”Sprængfarlig Bombe” fra 2006. Der spiller han i få indstillinger filmens kyniske stillbilledfotograf, som river hovedpersonen ud af hans forestillinger om, hvor vigtig film er for verden. Kristensens karakter er mere optaget af, om der bliver fyldt op med friske saltstænger.
I Guys and Dolls spiller Preben Kristensen Arvide Abernathy. Det er ikke verdens største rolle, han er hovedrollen Sarah Browns elskelige og kløgtige morfar og leder af den lokale Frelsens Hær-mission. Det skal ikke hindre mig i at holde nøje øje med ham. Det fortryder jeg aldrig.
”Kan man spille på kærlighed?”
Det er svært at forestille sig, at publikum vil vakle sjælsrystede fra Det Ny Teater, når den verdensberømte musical ”Guys and Dolls” med al sin bravur er løbet over scenen. De vil snarere nynne en eller flere af showets store hits, ”Luck Be a lady”, ”If I Were a Bell” eller ”I’ve Never Been in Love Before” mens de føler sig fristet til at nappe et lille dansetrin, hvis de kan for strømmen af teatergæster.
Forestillingen havde premiere på Broadway i 1950, kørte 1200 gange og høstede en Laurence Olivier Award og to Tony Awards for bedste musical. Som en perfekt rejecocktail med Thousand Island Dressing er den rundhåndet rørt med flotte danseoptrin, skønne melodier og sjove figurer, som …. Plotspoiler! …. finder kærligheden til sidst.
Grundintrigen er klassisk, som skrevet efter en manuskriptmanual med en nødvendighed sat op imod en umulighed: en selvsikker kynisk Score-Kaj vædder med en desperat pengetrængende småsvindler om Score-Kajen kan formå en kysk missionerende jomfru til at gøre ham selskab i en smuttur til det syndige Havana. Småsvindleren forestiller sig, at jomfruen er umulig at score, men hvad tror I? (Tip: man kan ikke spille herom på Oddset.)
Da forestillingen kom frem i 1950 var det på ingen måde usympatisk at gøre en uskyldig ung kvinde til genstand for et score-væddemål. I dag ville det formentlig rejse en shitstorm, hvis nordsjællandske gymnasieelever blev grebet i det samme.
I Guys and Dolls foregår det ulovlige spil om kvindens dyd i et småkriminelt miljø i New York i 1930’erne. Man skal ikke se for sig for sig se nutidens bandekrige i Malmø. Ingen medbringer våben, man ser lige så få hudafskrabninger og forestillingens gader skæmmes ikke af hjemløshed, stof- eller alkoholmisbrug.
Biografgængerne delte ikke Sinatras forbehold overfor Brando, som i 1955 blev anset som en af Hollywoods hotteste stjerner. Selv her 70 år efter premieren bliver mange af os besnæret af Marlon Brandos umiskendelige karisma, det som yngre nu slet og ret har forkortet til rizz. Brando spiller rollen med en magnetisk intelligent tilstedeværelse i hver en scene, den som senere generationer lærte at kende i en karikeret forstørrelse i The Godfather.
Hvis man skal hæve sig op på de høje nagler, er Guys and Dolls et stykke musikdramatik, som handler om Den sande Kærlighed. Hvad stiller man op, hvis man møder den, hvor meget tør man satse på den, skal liv og død være på spil for at det føles rigtigt og kan ende lykkeligt? Men mit gæt er, at de færreste vil pumpe musicallen så højt op på donkraften. De fleste vil have travlt med at nynne melodierne og gå småtrippende fra forestillingen.
”I’m ready for my close up, Mr. DeMille!”
Tillad mig at udstede gåsehudsgaranti, når Louise Fribo og Julie Steincke deler den krævende hovedrolle som Norma Desmond i Andrew Lloyd Webbers ”Sunset Boulevard”.
For at spalte atomer og frigøre en hulens masse energi kræves der en såkaldt kritisk masse, og sådan en masse råt talent vil i den grad være til stede på Det Ny Teater til februar. På hver deres måde får Fribo og Steincke mulighed for at give krop og stemme til en desperat ambitiøs og tidligere verdensberømt skuespillerinde, som tragisk nok ingen forventer sig mere af.
Selve historien er gribende: filmentusiaster verden over hylder med rette Billy Wilders ”Sunset Boulevard” fra 1950 som et mesterværk. Den fortæller om den glemte stumfilmstjerne Norma Desmond, som længes efter kameraernes og publikums opmærksomhed.
Alle har allerede på egen krop mærket Norma Desmonds drama, eller også kommer vi til det. Nogle af os har strejfet fornemmelsen, hvis vi er gået fra større til mindre opgaver. Og problemet kommer uafvendeligt, når vi pensioneres. Telefonen holder op med at ringe, invitationerne tynder ud i indbakken. Temaet koges op over smeltepunktet, når det rammer en filmstjerne. Vi får at vide om Desmond, at hun i sin storhedstid fik over 17.0000 fanbreve om ugen. Som kun 50-årig er hun for længst fortid i Hollywood.
Filmmanuskriptforfatteren Joe Gillis, genkender hende tøvende: ”De var stor engang?” til hvilket hun indigneret svarer ”Jeg er stor – filmene er blevet små!”
Gillis lader sig kynisk overtale til at arbejde for Norma Desmond med et manuskript, som skal genrejse hendes karriere, skønt han ved det er omsonst. Hverken han eller andre omkring Desmond vil rive hende ud af hendes skrøbelige illusioner.
Andrew Lloyd Webber viste igen sin legendariske teaterprofessionelle tæft i 1993, da han kastede sig over dette drama. Fra hans andre musicals som Evita og Phantom of the Opera kender vi hans evne til indfange intense følelser, længsler og håb i frydefulde musikalske højdepunkter. Webbers musik er så effektiv som et spark i hjertekulen. I Sunset Boulevard synges de bedst kendte sange som With One Look og As If We Never Said Goodbye af Norma Desmond. Personligt må jeg spænde trepunktselen til en stor rusketur i den følelsesmæssige rutchebane, når Webber slår an til temaerne.
Med så markant en hovedperson kunne man nemt få lyst til at gå i teateret to gange for at se, hvordan henholdsvis Louise Fribo og Julie Steincke spiller og synger den rolle.
Steincke bærer med sig en klassisk musicaltradtion og synger gerne en sang hjem med skumsprøjt fra boven. Hendes sangforedrag bærer noter af Shirley Bassey. Hun kan have så kraftfuldt et udtryk, at toupé-bærende herrer gør klogt i at bruge ekstra lim den aften.
Louise Fribo begyndte sin karriere med at synge musicals. Men i 2003 overraskede hun mange ved at gå den modsatte vej og tog en klassisk uddannelse som koloratur-sopran på Operaakademiet. Det gør alt andet lige hendes stemme lysere og lettere, selv om publikum på de øvre balkoner nok skal høre, at hun er der. Fribo har sunget næsten alt, Andrew Lloyd Webber har skrevet for kvinder. Måske er hun det tætteste, vi i Danmark kommer på komponistens egen muse, hans tidligere hustru Sarah Brightman.
Teateret har i hvert fald engageret to spændende bud på en svært dramatisk rolle. De mødes begge af Mikkel Hoé, som spiller og synger den kyniske manusskriptforfatter Joe Gillis. Han er en af danske musicals for tiden mest anmelderroste førsteelskere. Sidste år sang han Tony i Det Kongelige Teaters opsætning af West Side Story, og på Det Ny Teater har han tidligere imponeret som Gleb Vaganov i Anastasia.