Adrian Lloyd Hughes klumme
”Kan man spille på kærlighed?”
Det er svært at forestille sig, at publikum vil vakle sjælsrystede fra Det Ny Teater, når den verdensberømte musical ”Guys and Dolls” med al sin bravur er løbet over scenen. De vil snarere nynne en eller flere af showets store hits, ”Luck Be a lady”, ”If I Were a Bell” eller ”I’ve Never Been in Love Before” mens de føler sig fristet til at nappe et lille dansetrin, hvis de kan for strømmen af teatergæster.
Forestillingen havde premiere på Broadway i 1950, kørte 1200 gange og høstede en Laurence Olivier Award og to Tony Awards for bedste musical. Som en perfekt rejecocktail med Thousand Island Dressing er den rundhåndet rørt med flotte danseoptrin, skønne melodier og sjove figurer, som …. Plotspoiler! …. finder kærligheden til sidst.
Grundintrigen er klassisk, som skrevet efter en manuskriptmanual med en nødvendighed sat op imod en umulighed: en selvsikker kynisk Score-Kaj vædder med en desperat pengetrængende småsvindler om Score-Kajen kan formå en kysk missionerende jomfru til at gøre ham selskab i en smuttur til det syndige Havana. Småsvindleren forestiller sig, at jomfruen er umulig at score, men hvad tror I? (Tip: man kan ikke spille herom på Oddset.)
Da forestillingen kom frem i 1950 var det på ingen måde usympatisk at gøre en uskyldig ung kvinde til genstand for et score-væddemål. I dag ville det formentlig rejse en shitstorm, hvis nordsjællandske gymnasieelever blev grebet i det samme.
I Guys and Dolls foregår det ulovlige spil om kvindens dyd i et småkriminelt miljø i New York i 1930’erne. Man skal ikke se for sig for sig se nutidens bandekrige i Malmø. Ingen medbringer våben, man ser lige så få hudafskrabninger og forestillingens gader skæmmes ikke af hjemløshed, stof- eller alkoholmisbrug.
Tværtimod var karaktererne fra Guys and Dolls nogle af de mest elegante småsvindlere, verden indtil da havde set. Fra successen i New York gik historien verden rundt i Joseph L. Mankiewicz’ filmatisering i 1955. Hver scene ligner en douche farvepalette fra Dyp i Dyrup, beregnet på at vise præcis hvor boblende en fest man kunne dreje med det nye bredformat CinemaScope. Hvis jeg fik en dag til at vælge og vrage mellem de Oscar-nominerede kostumer i filmens garderobevogn ville jeg stå der endnu. Man kan næppe kalde jakkesæt fra 1950’erne tidløse, men de sidder knagensparkeme skarpt.
Endnu køligere var filmens besætning. Hovedkræfterne var selveste Frank Sinatra, Jean Simmons og Marlon Brando. U-overraskende spiller Sinatra lige så godt, som han synger. Men han var pænt muggen over, at man havde givet den attråværdige hovedrolle som storsvindleren Sky Masterson til den ikke ellers syngende Marlon Brando. Blandt andet for at sætte en streg under den pointe indlemmede Sinatra siden hen med stor succes Sky Mastertons signatursang ”Luck Be A Lady” i sit turne-repertoire, så det er svært ikke at høre Frank Sinatras version for sig.
Biografgængerne delte ikke Sinatras forbehold overfor Brando, som i 1955 blev anset som en af Hollywoods hotteste stjerner. Selv her 70 år efter premieren bliver mange af os besnæret af Marlon Brandos umiskendelige karisma, det som yngre nu slet og ret har forkortet til rizz. Brando spiller rollen med en magnetisk intelligent tilstedeværelse i hver en scene, den som senere generationer lærte at kende i en karikeret forstørrelse i The Godfather.
Hvis man skal hæve sig op på de høje nagler, er Guys and Dolls et stykke musikdramatik, som handler om Den sande Kærlighed. Hvad stiller man op, hvis man møder den, hvor meget tør man satse på den, skal liv og død være på spil for at det føles rigtigt og kan ende lykkeligt? Men mit gæt er, at de færreste vil pumpe musicallen så højt op på donkraften. De fleste vil have travlt med at nynne melodierne og gå småtrippende fra forestillingen.
”I’m ready for my close up, Mr. DeMille!”
Tillad mig at udstede gåsehudsgaranti, når Louise Fribo og Julie Steincke deler den krævende hovedrolle som Norma Desmond i Andrew Lloyd Webbers ”Sunset Boulevard”.
For at spalte atomer og frigøre en hulens masse energi kræves der en såkaldt kritisk masse, og sådan en masse råt talent vil i den grad være til stede på Det Ny Teater til februar. På hver deres måde får Fribo og Steincke mulighed for at give krop og stemme til en desperat ambitiøs og tidligere verdensberømt skuespillerinde, som tragisk nok ingen forventer sig mere af.
Selve historien er gribende: filmentusiaster verden over hylder med rette Billy Wilders ”Sunset Boulevard” fra 1950 som et mesterværk. Den fortæller om den glemte stumfilmstjerne Norma Desmond, som længes efter kameraernes og publikums opmærksomhed.
Alle har allerede på egen krop mærket Norma Desmonds drama, eller også kommer vi til det. Nogle af os har strejfet fornemmelsen, hvis vi er gået fra større til mindre opgaver. Og problemet kommer uafvendeligt, når vi pensioneres. Telefonen holder op med at ringe, invitationerne tynder ud i indbakken. Temaet koges op over smeltepunktet, når det rammer en filmstjerne. Vi får at vide om Desmond, at hun i sin storhedstid fik over 17.0000 fanbreve om ugen. Som kun 50-årig er hun for længst fortid i Hollywood.
Filmmanuskriptforfatteren Joe Gillis, genkender hende tøvende: ”De var stor engang?” til hvilket hun indigneret svarer ”Jeg er stor – filmene er blevet små!”
Gillis lader sig kynisk overtale til at arbejde for Norma Desmond med et manuskript, som skal genrejse hendes karriere, skønt han ved det er omsonst. Hverken han eller andre omkring Desmond vil rive hende ud af hendes skrøbelige illusioner.
Andrew Lloyd Webber viste igen sin legendariske teaterprofessionelle tæft i 1993, da han kastede sig over dette drama. Fra hans andre musicals som Evita og Phantom of the Opera kender vi hans evne til indfange intense følelser, længsler og håb i frydefulde musikalske højdepunkter. Webbers musik er så effektiv som et spark i hjertekulen. I Sunset Boulevard synges de bedst kendte sange som With One Look og As If We Never Said Goodbye af Norma Desmond. Personligt må jeg spænde trepunktselen til en stor rusketur i den følelsesmæssige rutchebane, når Webber slår an til temaerne.
Med så markant en hovedperson kunne man nemt få lyst til at gå i teateret to gange for at se, hvordan henholdsvis Louise Fribo og Julie Steincke spiller og synger den rolle.
Steincke bærer med sig en klassisk musicaltradtion og synger gerne en sang hjem med skumsprøjt fra boven. Hendes sangforedrag bærer noter af Shirley Bassey. Hun kan have så kraftfuldt et udtryk, at toupé-bærende herrer gør klogt i at bruge ekstra lim den aften.
Louise Fribo begyndte sin karriere med at synge musicals. Men i 2003 overraskede hun mange ved at gå den modsatte vej og tog en klassisk uddannelse som koloratur-sopran på Operaakademiet. Det gør alt andet lige hendes stemme lysere og lettere, selv om publikum på de øvre balkoner nok skal høre, at hun er der. Fribo har sunget næsten alt, Andrew Lloyd Webber har skrevet for kvinder. Måske er hun det tætteste, vi i Danmark kommer på komponistens egen muse, hans tidligere hustru Sarah Brightman.
Teateret har i hvert fald engageret to spændende bud på en svært dramatisk rolle. De mødes begge af Mikkel Hoé, som spiller og synger den kyniske manusskriptforfatter Joe Gillis. Han er en af danske musicals for tiden mest anmelderroste førsteelskere. Sidste år sang han Tony i Det Kongelige Teaters opsætning af West Side Story, og på Det Ny Teater har han tidligere imponeret som Gleb Vaganov i Anastasia.
