Adrian Lloyd Hughes klumme
”I’m ready for my close up, Mr. DeMille!”
Tillad mig at udstede gåsehudsgaranti, når Louise Fribo og Julie Steincke deler den krævende hovedrolle som Norma Desmond i Andrew Lloyd Webbers ”Sunset Boulevard”.
For at spalte atomer og frigøre en hulens masse energi kræves der en såkaldt kritisk masse, og sådan en masse råt talent vil i den grad være til stede på Det Ny Teater til februar. På hver deres måde får Fribo og Steincke mulighed for at give krop og stemme til en desperat ambitiøs og tidligere verdensberømt skuespillerinde, som tragisk nok ingen forventer sig mere af.
Selve historien er gribende: filmentusiaster verden over hylder med rette Billy Wilders ”Sunset Boulevard” fra 1950 som et mesterværk. Den fortæller om den glemte stumfilmstjerne Norma Desmond, som længes efter kameraernes og publikums opmærksomhed.
Alle har allerede på egen krop mærket Norma Desmonds drama, eller også kommer vi til det. Nogle af os har strejfet fornemmelsen, hvis vi er gået fra større til mindre opgaver. Og problemet kommer uafvendeligt, når vi pensioneres. Telefonen holder op med at ringe, invitationerne tynder ud i indbakken. Temaet koges op over smeltepunktet, når det rammer en filmstjerne. Vi får at vide om Desmond, at hun i sin storhedstid fik over 17.0000 fanbreve om ugen. Som kun 50-årig er hun for længst fortid i Hollywood.
Filmmanuskriptforfatteren Joe Gillis, genkender hende tøvende: ”De var stor engang?” til hvilket hun indigneret svarer ”Jeg er stor – filmene er blevet små!”
Gillis lader sig kynisk overtale til at arbejde for Norma Desmond med et manuskript, som skal genrejse hendes karriere, skønt han ved det er omsonst. Hverken han eller andre omkring Desmond vil rive hende ud af hendes skrøbelige illusioner.
Andrew Lloyd Webber viste igen sin legendariske teaterprofessionelle tæft i 1993, da han kastede sig over dette drama. Fra hans andre musicals som Evita og Phantom of the Opera kender vi hans evne til indfange intense følelser, længsler og håb i frydefulde musikalske højdepunkter. Webbers musik er så effektiv som et spark i hjertekulen. I Sunset Boulevard synges de bedst kendte sange som With One Look og As If We Never Said Goodbye af Norma Desmond. Personligt må jeg spænde trepunktselen til en stor rusketur i den følelsesmæssige rutchebane, når Webber slår an til temaerne.
Med så markant en hovedperson kunne man nemt få lyst til at gå i teateret to gange for at se, hvordan henholdsvis Louise Fribo og Julie Steincke spiller og synger den rolle.
Steincke bærer med sig en klassisk musicaltradtion og synger gerne en sang hjem med skumsprøjt fra boven. Hendes sangforedrag bærer noter af Shirley Bassey. Hun kan have så kraftfuldt et udtryk, at toupé-bærende herrer gør klogt i at bruge ekstra lim den aften.
Louise Fribo begyndte sin karriere med at synge musicals. Men i 2003 overraskede hun mange ved at gå den modsatte vej og tog en klassisk uddannelse som koloratur-sopran på Operaakademiet. Det gør alt andet lige hendes stemme lysere og lettere, selv om publikum på de øvre balkoner nok skal høre, at hun er der. Fribo har sunget næsten alt, Andrew Lloyd Webber har skrevet for kvinder. Måske er hun det tætteste, vi i Danmark kommer på komponistens egen muse, hans tidligere hustru Sarah Brightman.
Teateret har i hvert fald engageret to spændende bud på en svært dramatisk rolle. De mødes begge af Mikkel Hoé, som spiller og synger den kyniske manusskriptforfatter Joe Gillis. Han er en af danske musicals for tiden mest anmelderroste førsteelskere. Sidste år sang han Tony i Det Kongelige Teaters opsætning af West Side Story, og på Det Ny Teater har han tidligere imponeret som Gleb Vaganov i Anastasia.
